Tag del i vores arbejde

Bliv en aktiv del af Valbys udvikling. Du kan deltage både fysisk og digitalt samt kortvarigt og i længerevarende projektforløb. Her får du overblik over dine muligheder og kan finde den form for engagement, der passer til dig.

Der er mange måder at engagere sig i Valby Lokaludvalgs arbejde på, uanset om du vil sætte dit præg på konkrete projekter, bidrage med idéer eller få direkte indflydelse på udviklingen i bydelen.

Du kan deltage i åbne arbejdsgrupper, komme til orde på lokaludvalgets møder eller blive en del af de fællesskaber, der er med til at forme Valbys fremtid. Nogle muligheder kræver kun din interesse og tid, mens andre giver dig en mere formel rolle i arbejdet.

Her kan du få overblik over, hvordan du kan tage del i lokaludvalgsarbejdet, og finde den form for engagement, der passer til dig.

Sådan kan du deltage

Fold alle ud

Bliv en del af Valby Lokaludvalgs Miljøgruppe

Miljøgruppen i Valby Lokaludvalg er en åben arbejdsgruppe for lokale københavnere, der vil engagere sig i klima, miljø og biodiversitet lokalt i bydelen. Vi arbejder for at gøre Valby grønnere og mere bæredygtig gennem både konkrete projekter, oplysning og samarbejde med lokaludvalget om den lokale udvikling .

I miljøgruppen kan du arbejde med dine egne idéer eller bidrage til fælles indsatser, fx inden for klimavenlig hverdag, CO2-reduktion, biodiversitet og grønne byrum. Vi mødes flere gange om året og står også bag arrangementer og projekter i bydelen .

Alle interesserede kan deltage, også uden at være medlem af lokaludvalget. Du kan være med i det omfang, der passer dig, og har mulighed for både at få indflydelse på lokale beslutninger og være med til at skabe konkrete grønne forandringer i Valby.

Vil du engagere dig i det lokale miljøarbejde?

Skriv til sekretariatets miljømedarbejder, Asger Gad, på gn7s@kk.dk og høre mere om, hvordan du kan deltage. 

Bliv en del af Valbys Erhvervsgruppe

Valby Erhvervsgruppe er en åben arbejdsgruppe under Valby Lokaludvalg for lokale københavnere og aktører, der er optaget af erhvervslivets rolle i bydelen. Med afsæt i, at erhvervsliv også er byliv, arbejder gruppen med udviklingen af levende handelsgader, lokale byrum og gode rammer for virksomheder i Valby.

Erhvervsgruppen beskæftiger sig blandt andet med Københavns Kommunes erhvervspolitik og med, hvordan den omsættes lokalt. Gruppen bidrager med input til udviklingen af bydelen og sætter fokus på samspillet mellem erhverv, byliv og lokale fællesskaber.

Alle interesserede kan deltage i arbejdet, uanset om du er erhvervsdrivende eller blot nysgerrig på bylivets udvikling.

Vil du være en del af Erhvervsgruppen?

Skriv til sekretariatsleder, Anne Liisberg, på ug1j@kk.dk, og hør mere om, hvordan du kan deltage. 

Få ordet under Borgernes Tid

Lokaludvalget holder møde hver 2. tirsdag i måneden. I den første halve time af lokaludvalgets faste møder kan du få ordet for at fremlægge en lokal sag eller kommentere et punkt på dagsordenen. Du behøver ikke at varsle dit besøg, men det kan være en god idé at tage fat i lokaludvalgets sekretariat nogle dage inden dit fremmøde, så du og sekretariatet sammen kan finde en god måde for dig at fremlægge dit input på over for lokaludvalget.

Valby Lokaludvalg lytter til dit indlæg. Måske stiller lokaludvalget uddybende spørgsmål, og lokaludvalget kan eventuelt give dig svar på spørgsmål, som lokaludvalget tidligere har behandlet. Men lokaludvalget drøfter ikke dit indlæg under dette punkt og træffer heller ikke beslutning under dette punkt.

Har du en sag, du gerne vil fremlægge for lokaludvalget?

Skriv en mail til Sekretariatet for Valby Lokaludvalg på valbylokaludvalg@okf.kk.dk.

Du har både mulighed for at bringe dit eget emne op eller kommentere på et punkt på vores dagsorden. Ugen inden lokaludvalgsmødet hver 2. tirsdag i måneden gøres dagsorden offentligt tilgængelig. 

Find mere info om lokaludvalgets møder og dagsordner

Bliv en del af Repræsentantskabet

Hvert fjerde år laver vi en bydelsplan med visioner, projekter og planer for Valby. 

Planen laves i samarbejde med forvaltningerne i Københavns Kommune og lokale københavnere -og aktører. Bydelsplanen udarbejdes og revideres løbende sammen med repræsentantskabet, som består af lokale københavnere, der gerne vil være med til at sætte dagsordenen for Valbys udvikling. Repræsentantskabet inviteres derudover én gang om året til en opfølgning og evaluering af bydelsplanen.

Vil du være med, når vi skal udarbejde en ny bydelsplan for 2027-2031?

I efteråret 2026 går arbejdet i gang med at udarbejde bydelsplanen for 2027-2031. Hvis du vil være med i repræsentantskabet, kan du allerede nu melde din interesse. Skriv en mail til Sekretariatet for Valby Lokaludvalg på valbylokaludvalg@okf.kk.dk.

Bliv suppleant i Valby Lokaludvalg

Lokaludvalget har en suppleantliste for hver af udvalgets tre interessegrupper:

  • Børn, unge, idræt, kultur og fritid
  • Ældre, sundhed, social og integrationsområdet
  • Bolig, miljø og erhverv

Når der er afbud fra et foreningsvalgt medlem, indkaldes 1. suppleanten fra den interessegruppe, medlemmet repræsenterer. Er der afbud fra to i interessegruppen, indkaldes 2. suppleanten osv.

De politisk udpegede medlemmer har hver to personlige suppleanter.

Lokaludvalgets suppleanter har mange muligheder for at deltage i aktiviteter i lokaludvalgsregi på lige fod med lokaludvalgsmedlemmerne, herunder i lokaludvalgets arbejdsgrupper, planlægning og afvikling af borgermøder og events, seminarer, udviklingsprojekter mv.

Vil du være suppleant?

Hvis du vil være aktiv i lokaludvalget, men ikke ønsker at stille op som kandidat til valget, kan du skrive dig op som suppleant.

Du skal blot opfylde følgende krav:

  • Du skal være fyldt 18 år
  • Du skal repræsentere en forening, der er aktiv i den pågældende bydel
  • Foreningen skal have min. 15 medlemmer
  • Foreningen skal have eksisteret min. et år
  • Foreningen må ikke i forvejen være repræsenteret med et medlem eller en suppleant i lokaludvalget

Skriv til sekretariatet på valbylokaludvalg@okf.kk.dk, hvis du vil skrives op som suppleant inden for én af de tre interessegrupper, der er repræsenteret i lokaludvalget. 

Svar på spørgeskemaundersøgelser i Valbys digitale borgerpanel

Vil du have indflydelse på, hvilke sager der prioriteres i Valby? Som medlem af borgerpanelet bliver du et par gange om året spurgt om din holdning til aktuelle emner og planer i bydelen. Det tager kun få minutter at svare, og dine input er med til at sætte retningen for både vores politiske arbejde og udviklingen af Valby.

Vi bruger svarene aktivt til at prioritere indsatser og beslutte, hvilke sager vi arbejder videre med, blandt andet i arbejdet med bydelsplanen.

Det er frivilligt at deltage, og du kan til enhver tid framelde dig. Dine svar er anonyme, og vi følger Københavns Kommunes retningslinjer for håndtering af personoplysninger (GDPR).

Jo flere der deltager, jo stærkere står vi, når vi bringer Valbys stemme videre til politikerne på Københavns Rådhus.

Tilmeld dig her

Kontakt sekretariatet

Sekretariatet for Valby Lokaludvalg