Rød Rute

Rød Rute - Den mangfoldige
Oplev Valbys mangfoldighed på rød rute
Rød rute viser dig lidt af Valbys mangfoldighed på den 3,5 km. lange tur igennem villakvarterer, grønne områder og skjulte alléer.
Sådan bruger du kortet
Rutebeskrivelse
Med start på hjørnet af Valby Langgade og Vestre Allé går første del af ruten igennem ’Den hvide By’ - et af Valbys mest kendte villaområder. Vestre Allé og Søndre Allé fører dig videre gennem Valby Arbejdernes Byggeforening fra 1898, der består af sammenbyggede huse - alle forskellige i udtryk.
Fra Søndre Allé fortsætter du over gangbroen og står nu på Maribovej. Hele området mellem banen og Roskildevej er anlagt efter den engelske havebys mønster med blinde veje og fælles grønne områder, samt en varieret bebyggelse. På Harrestrupvang passerer du det sted, hvor gården Harrestrupgård tidligere lå. Det er fra denne gård, det meste af området er udstykket.
Ruten fortsætter via Parkbo til Engdraget. Her er der god mulighed for at spille fodbold eller gøre et holdt for at nyde det grønne. Fra Vigerslevparken går ruten over Roskildevej og et kort stykke forbi Damhussøen. Damhussøen er ikke en naturlig sø, men anlagt som en kunstig sø i 1500-tallet.
Fra Damhussøen krydser ruten Ålestrupvej og fortsætter ad Langvaddam, der er det gamle navn for dæmningen, der lå her. I dag fremstår Langvaddam som en bred frodig allé med kirsebærtræer. Fortsæt til Ålholmvej og følg Roskildevej til Skellet, der har fået sit navn af at markere grænsen til Frederiksberg.