2000 m2 gadeidrætsanlæg på vej i Kulbaneparken

I det nye anlæg Kulgraven bliver der plads til at køre på skateboard, løbehjul og rulleskøjter og til at spille basket.

Anlægsarbejdet i Kulbaneparken er i fuld gang vinteren over, og lige nu er der ved at blive lagt sidste hånd på Kulgraven, parkens store anlæg til gadeidræt.

Her bliver der plads til at køre på skateboard, løbehjul og rulleskøjter og til at spille basket. Betonen håndglittes for at få en jævn overflade til skateboards, rulleskøjter og løbehjul.

Kulgraven er også et regnvandsbassin og en del af klimasikringen af København. Ind imellem Kulgravens betondele kommer der små planteøer, som tilplantes med træer, buske og engplanter.

En tiltrængt park i det oversete Valby

Vi er så glade for at følge fremskridtene i Kulbaneparken. Kulbanekvarteret har efter mange års venteposition i den grad fortjent det, og parken kommer til at gøre en kæmpe forskel både for beboerne og hele Valby.

Kulgraven er del af Etape 2 af anlægget af Kulbaneparken:

Første etape af anlægget omfattede:

  • 8-mands kunstgræsbane
  • Uderum foran den bemandede aktivitetsplads Kulværket
  • Gasbeholderen med forskellige gynger
  • Stålrammen med hæng-ud-net og plads til aktiviteter som loppemarked og slackline
  • Dyrefold til kaniner og høns
  • Beplantning og stier

I anden etape, som anlægges nu, kommer der:

  • Kulgraven: Regnvandsbassin med faciliteter til gadeidræt, herunder skate, løbehjul, pumptrack og basket
  • Amfi-scene
  • Beplantning
  • Kunstlandskab
  • Stier
  • Trafikforanstaltninger på Kulbanevej

Kulgraven og resten af Kulbaneparken forventes færdiganlagt i første kvartal af 2022. Til den tid vil der også være anlagt cykelsti i hele parkens forløb, der kobler sig på broen over Folehaven.

Vi glæder os over det kæmpe løft til området, som parken allerede er, og til at være med til en indvielse af parken til foråret!