Bibliotek og teatersal på Smedestræde har fået et stort skub fremad
Udvalget vedtog at indsende deres forslag til et nyt kulturhus med bibliotek og teatersal til både overførselssagen 2014/2015 og forhandlingerne om Budget ‘2016.
Kultur- og Fritidsudvalget diskuterede i alt seks forskellige forslag, hvor forskellige dele af projektet indsendt til budget ’15 var enten nedprioriteret eller taget ud. I flere af forslagene udgik teatersalen af projektet, og udvalget skulle også beslutte, om forslaget skulle inddrage Tigerbygningen på Valby Langgade 52. I sidste ende besluttede et næsten enigt udvalg, hvor kun Liberal Alliance stemte imod, at sende forslaget, der både indeholdt bibliotek og teatersal, og inkluderede grunden på Valby Langgade 52, videre.
Løser flere problemer
Forslaget vil løse en række sammenhængende problemer i det centrale Valby. Det nuværende bibliotek er for lille og utidssvarende, både i forhold til de funktioner med bibliotek og borgerservice, det indeholder og i forhold til arbejdsforholdene for personalet. Ved at kombinere et nyt bibliotek med en teatersal løses også det problem, at Prøvehallens kapacitet som idrætshal kun kan udnyttes i en del af tiden, fordi der på grund af lydforholdene i bygningens konstruktion ikke kan udøves idræt samtidig med teater.
Desuden vil placeringen bidrage afgørende til opretholdelsen af by- og handelslivet på Valby Langgade og derfor understøtte en række andre indsatser i bydelen. Projektet har således en stor merværdi ud over prisen for at bygge til de funktioner, bygningen i sig selv kommer til at indeholde.
“Det giver ikke meget mening at vælge en løsning, hvor der kun bygges et bibliotek, for det løser kun den ene del af projektets udfordring,” siger formand for Valby Lokaludvalg Michael Fjeldsøe.
Den store pakke
Det er samtidig lokaludvalgets opfattelse, at en løsning, der inkluderer Valby Langgade 52 giver langt de bedste muligheder for at placere bygningen på grunden, så funktionerne kan fordeles hensigtsmæssigt og så der kan skabes gode byrum, plads til cykelparkering og en optimal arkitektonisk synlighed af det nye kulturelle flagskib i Valby.
Den holdning deler kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen: »Hvis det skal give mening at lave projektet, så skal der være plads nok. Og det kræver, at også Valby Langgade 52 indgår i projektet. Så det er selvfølgelig det, vi håber, at vi kan få opbakning til i budgetforliget. Jeg kan ikke se, at det giver mening andet end at gå efter den store pakke,« siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) til Valbybladet.
”Det kan godt være, at nogen synes det er et dyrt projekt, men man skal indregne værdien af at få løst flere problemer på en gang. Når der frigives et stort antal timer i Prøvehallen til idræt, bliver der både flere muligheder for Valby Skole og for det frivillige idrætsliv. Det er der stort behov for, og det kan løses på denne måde.” siger Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg.
Lokaludvalget bider mærke i, at der i budgetforhandlingerne for 2015 blev lovet en afklaring på Smedestrædes fremtid i 2016, og ser frem til et positivt resultat.