Byggeri af ungdomsboliger på Smedestræde udskydes i yderligere to år
Boliger i stedet for bibliotek
Byggeriet af boligerne på Smedestræde 2 ud mod Valby Langgade blev vedtaget i 2016, efter vores drøm om at opføre et samlet biblioteks- og teaterhus på grunden blev endegyldigt lagt i graven.
I stedet overgik grunden til Socialforvaltningen, som manglede et sted at bygge boliger til 24 udviklingshæmmede unge, som i dag bor i utidssvarende boliger i Sydhavnen.
Vi fik dog lokal indflydelse på planlægningen af boligerne, og sikrede blandt andet, at der skal bevares en grøn forplads med offentlig adgang på grunden.
Byggeriet udskudt til 2022
Efter planen skulle nedrivning af de gamle bygninger på Smedstræde begynde til september i år, hvorefter de nye boliger skulle opføres.
Nu skal de unge vente et par år længere på deres nye hjem: På grund af anlægsloftet har Økonomiudvalget på rådhuset besluttede at udskyde anlæg af boliger på Smedstræde til 2022.
Det gule hus på Smedestræde 2 bevares
I forbindelse med projektforslaget for byggeriet er det besluttet, at det gamle gule hus på Smedestræde 2 skal istandsættes.
Huset er i dag så faldefærdigt, at det ikke er tilladt at gå derind. Men det skal altså bringes tilbage i god stand, når byggeprojektet på Smedestræde kan gå i gang.
Kommunen skal spare en halv milliard på anlæg
Anlægsloftet, som er konsekvens af en aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, bestemmer hvor mange penge landets kommuner hvert år må bruge på nye anlæg.
I starten af året blev det tydeligt, at København var ved at ramme sit loft, og anlægsprojekter for over en halv milliard kroner måtte derfor udskydes.