Byggeriet på Smedestræde fortsætter

Socialudvalget har godkendt en ændring i projektet på Smedestræde 2, der betyder, at der indrettes en lille butik i stueetagen ud mod Valby Langgade, hvor borgere med handicap kan sælge varer.
Fotograf
Marck B Permin

Dermed kan forberedelsen af grunden til det nye byggeri genoptages.

Byggetilladelsen hjemvist af Planklagenævnet

Planklagenævnet hjemviste i september Socialforvaltningens byggetilladelse på baggrund af en konkret klage over det nye byggeri. Klagen gik på, at byggeriet ikke lever op til områdets lokalplan, da der manglede publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen.

Byggesagen har derfor stået stille for en periode, imens Byggeri København har fået lavet et nyt materiale med en butik i stueetagen mod Valby Langgade. Det nye byggeandragende er nu indsendt til Teknik og Miljøforvaltningen til behandling.

Da ændringerne i projektet kun angår anvendelsen af byggeriet og ikke udformningen, kommer projektet ikke i en ny offentlig høring.

Butik i stueetagen, drevet af borgere med handicap

Ændringen i det nye byggeprojekt er, at der er ofret en af de 24 bopladser til unge med handicap for at få plads til en butik på 63 m2 i stueetagen.

Det er foreslået, at butikken kan drives som et beskæftigelsestilbud til unge med udviklingshandicap. Socialforvaltningen har gode erfaringer med dette på det eksisterende tilbud Kraftværket. Her sælger borgere med udviklingshandicap de produkter, der skabes på de værksteder, som er en del af Socialforvaltningens beskæftigelsestilbud til borgere med handicap.

Det er produkter som f.eks. tæpper af plastikposer, træjulehjerter skabt af kasserede brædder, upcyclede genbrugseffekter, gulvtæpper af kasseret tøj mm. Herudover sælges kaffe, kage og sodavand

Vi glæder os over, at byggeriet med de foreslåede ændringer kan få en mere udadvendt funktion ud mod Valby Langgade, imens den lille grønne forplads bevares.

Se Socialudvalgets beslutning her