Der skal alligevel ikke være alkoholambulatorium i Rytterskolen
Siden vi i 2021 fik besked om, at Rytterskolen skulle bruges til alkoholambulatorium når Valby Bibliotek flyttede lokation, har vi forsøgt at få ændret beslutningen igen.
Både for de fremtidige brugere af et ambulatorium og for bymiljøet i den gamle del af Valby er placeringen meget dårligt valgt – og det har vi gjort socialborgmester Karina Vestergård Madsen og forvaltningen opmærksom på hver gang vi har haft mulighed for det siden.
Vi glæder os meget over, at de nu er kommet på bedre tanker på rådhuset.
Økonomiforvaltningen er netop nu ved at udarbejde en indstilling, der aflyser planerne om, at Specialenheden Forchhammersvej skal flytte til Rytterskolen.
Indstillingen skal i løbet af foråret behandles politisk, og herefter skal den behandles i borgerrepræsentationen den 20. juni 2024. Planerne forventes dermed endeligt aflyst på Borgerrepræsentationens møde den 20. juni.
Dermed er der ikke planer for, hvad bygningerne kan få af funktion når biblioteket rykker ud. Vi vil hurtigst muligt åbne en dialog med Kultur- og Fritidsborgmesteren om hvilke muligheder der er for bygningen, når biblioteket flytter til Toftegårds Plads.
Hvad kunne du tænke dig bygningerne bliver brugt til?