Det sagde Valby Borgerpanel
Hvordan vil I helst høre fra os? Hvad vil I inddrages i? Og er det egentlig tydeligt nok, hvad vi som lokaludvalg kan påvirke?
Det spurgte vi Valby Borgerpanel om hen over sommeren. Nu har vi samlet svarene, og de giver os et bedre grundlag for at udvikle vores kommunikation og borgerinddragelse. I alt deltog 560 medlemmer af panelet.
Interessen for Valby er høj blandt dem, der har svaret. 89% svarer, at de er ret eller meget interesserede i, hvad der sker i bydelen.
Trafik, parkering og cykelforhold samt grønne områder, natur og biodiversitet topper med 73% begge listen over emner, der interesserer deltagerne.
Når vi spørger, hvad I ønsker, at vi kommunikerer om, er beskeden endnu tydeligere. 97% peger på lokale sager og beslutninger, der påvirker Valby. 74% vil høre om resultaterne af lokaludvalgets arbejde, mens 71% vil have info om arrangementer og aktiviteter i bydelen.
Undersøgelsen viser også, at nyhedsbrevet faktisk er den mest brugte kanal til at opsøge viden om Valby blandt deltagerne.
Det skal være tydeligere, hvad og hvordan man kan påvirke
Undersøgelsen viser også et område, hvor vi har noget at arbejde med.
56% mener, at det ville gøre det federe at deltage, hvis vi tydeligere forklarede, hvad man konkret kan få indflydelse på. 52% efterspørger mere information om aktuelle sager, mens 46% vil have tydeligere opfølgning på, hvad der sker med deres input, når de inddrages.
Det hænger måske sammen med, at kun omkring en tredjedel af deltagerne oplever, at de ved, hvad lokaludvalget har indflydelse på.
Det er værdifuld viden for os. For borgerinddragelse handler ikke bare om at spørge. Det skal også være forståeligt, hvorfor vi spørger, hvad der kan ændres, og hvad der sker med svarene.
Vi tager resultaterne med i vores videre arbejde med kommunikation og inddragelse
Undersøgelsen er ikke et repræsentativt billede af alle valbyborgere. Borgerpanelets deltagere er generelt meget interesserede i lokale forhold, og blandt respondenterne er de yngre aldersgrupper under 50 år underrepræsenterede.
Men svarene giver ikke desto mindre et pejlemærke for vores videre arbejde: mere konkret information om aktuelle lokale sager, tydeligere forklaring af mulighederne for indflydelse og bedre opfølgning på, hvad jeres input bliver brugt til.