Farvel og tak til Valby Lokaludvalg 2022-2026

Tirsdag den 17. marts 2026 blev det sidst afholdte møde i samlingen Valby Lokaludvalg 2022-2026. Vi siger farvel til en række profiler, mens andre tager en tørn mere.
Navngivningen af Hanne Varmings Plads var et af de større projekter for det afgående Valby Lokaludvalg, hvor også mange af Valbys borgere bidrog til processen. I august blev navnet fejret og sidst på året kom gadeskiltene op.

Så løb denne lokalvalgsperiode ud, og en række medlemmer stopper efter mange års indsats for Valby, mens andre tager endnu en tørn i det nye lokaludvalg, der bliver formelt godkendt torsdag den 26. marts af Borgerrepræsentationen.

Det har det afgående lokaludvalg arbejdet med

Valby Lokaludvalg 2022-2026 har arbejdet under visionen "Et samlet Valby i en opdelt bydel" i sin bydelsplan, der rækker et års tid ind i den nye periode. Det afgående udvalg har haft et vedvarende fokus på miljø- og klimaaktiviteter, på at få mere kunst i byrummet, på udviklingen i Valby Idrætspark, og på metroen og de mange områder, hvor bydelen fortsat udvikler sig med nybyggeri og flere beboere.

De første spadestik til det nye bibliotek er nu taget på Hanne Varmings Plads. Projektet blev i sin tid sat i gang af et tidligere lokaludvalg, og pladsen har nu fået sit navn gennem en lokal proces, hvor aktører i bydelen bød ind med forslag og stemte på finalisterne.

Lokaludvalget har også stået bag en ny digital lydvandring, Kulturruten, som kan opleves via The Copenhagen App. Derudover har udvalget arbejdet med ungeinddragelse i Kultur- og Biblioteksplanen og bidraget til etableringen af den selvstyrende ungegruppe Nærværk ved Langgade Nærgenbrugsstation.

Samtidig er der taget initiativ til en ny erhvervsgruppe og arbejdet med at revitalisere Valby Erhvervsnetværk, så erhvervslivet fylder mere i den lokale udvikling. Flere projekter, blandt andet ved Skolegade og Toftegårds Plads, gives nu videre til det nye lokaludvalg.

Farvel til kendte ansigter

Vi siger denne gang farvel til hele to tidligere formænd, Ejner Jensen (A) og Michael Fjeldsøe (F), der dog heldigvis bliver inden for rækkevidde som suppleanter, så lokaludvalget kan trække på deres lange historik. Flere andre af de nuværende medlemmer har også valgt at fortsætte arbejdet som suppleanter. Det gælder Niels Danhøj (V), Christian Edelvold Berg (C) og Mette Vesterbæk Mortensen (Kulbanens Kunstforening). Andre af de nuværende medlemmer fortsætter også som suppleanter, da de ikke opnåede valg til udvalget denne gang. 

Helt farvel siger vi til Grethe Mørk (GF Valby Vænge), Walter Milton Zeballos Medeiros (Casa Latinoamericana), og de meget aktive suppleanter, Janne Rasmussen (GF Valby Nye Villakvarter) og Dorte Bloch Olsen (Røde Kors). 

Tidligere i perioden sagde vi blandt andet farvel til det mangeårige medlem Henrik Palsmar (Ø), til Mads S. B. Pedersen (A), Søren Roed (Det økologiske Torv – Valby Tingsted) og Lene Buerup Andersen (Ældre Sagen Valby).

Tak til hver og en, der har bidraget til arbejdet i Valby Lokaludvalg gennem en, flere eller mange perioder med deres vidt forskellige interesser og kompetencer. Det afgående udvalg har til det sidste bevaret engagement med talstærkt fremmøde på lokaludvalgsmøderne, men også med et hav af projekter, hvoraf flere vil blive båret med videre i det kommende års arbejde.

Snart skal et nyt lokaludvalg i gang

Den endelige medlemssammensætning af det nye lokaludvalg meldes ud den 27. marts. Det konstituerende møde i den nye samling afholdes den 21. april 2026.