Fire veje i Valby får en tiltrængt renovering i 2024
I alt fire strækninger skal helhedsgenoprettes i Valby i 2024:
Vejgenopretning Valby 2024
- Carl Jacobsens Vej
- Trekronergade (delstrækning)
- Roskildevej (delstrækning)
- Vigerslevvej (to delstrækninger)
Det er en helhedsgenopretning
En helhedsgenopretning er en renovering fra facade til facade. Der genoprettes 1:1, med udbedring af skader på belægning, fortove mm.
Arbejdet inkluderer at:
- Den eksisterende asfalt fjernes, og bunden af vejen genoprettes, der hvor det er påkrævet
- Vejbrønde og stikledninger renoveres, så vejen kan afvandes tilfredsstillende
- Der rettes kantsten og fortove
- Der, hvor der er behov, korrigeres hældningen på fortove, så vandet ledes væk fra husfacaderne
Københavns Kommune sætter hvert år en række helhedsgenopretninger i gang, og vejstrækningerne prioriteres i forhold til graden af nedslidning.
Der er ikke budget eller mandat til f.eks. at begrønne, nedlægge parkeringspladser eller tilføje cykelstier i forbindelse med genopretningerne.
Carl Jacobsens Vej og Trekronergade Syd
Forvaltningen forventer at arbejdet på Carl Jacobsens Vej og den sydlige del af Trekronergade udføres fra februar – december 2024.
På Trekronergade er det stykket fra Carl Jacobsens Vej ned mod Ny Ellebjerg Station, der får en tiltrængt renovering.
Det øvrige Trekronergade står også overfor en forvandling i 2024, der både inkluderer skybrudssikring, sikker skolevejsprojekt og helhedsgenopretning.
Vi har opfordret forvaltningen til at koordinere anlægsprojektet med Metroselskabet, der skal anlægge den nordlige stationsforplads i 2024.
Roskildevej fra kommunegrænsen til Peter Bangs Vej
På Roskildevej er turen kommet til det sidste stykke fra kommunegrænsen til Peter Bangs Vej.
Vi har opfordret forvaltningen til at koordinere med omlægningen af ejendomsmæglerkrydset, da det vil have betydning for svingbanen fra Roskildevej ned ad Valby Langgade. I fremtiden vil smutvejen ende blindt ved krydset Valby Langgade/Vigerslevvej /Ålholmvej.
Forvaltningen er i dialog med Movia og ØKF omkring stoppestederne på strækket af Roskildevej, der måske skal have tilpasset størrelsesforhold.
Vigerslevvej-projekt i spæd opstart
På Vigerslevvej er to strækninger udset til en helhedsrenovering: Fra Valby Langgade til Hansstedvej og fra Højsagervej til Kulbanevej.
Projekteringen af renoveringen på to strækninger er først lige gået i gang, men her vil det være vigtigt hvordan trafikken dirigeres hvis vejen skal lukkes i forbindelse med helhedsrenoveringen.
Vi informerer løbende om vejarbejdet
Vi er i løbende dialog med Københavns Kommune om genopretningerne, og fortæller mere om de enkelte projekter efterhånden som vi modtager tidsplaner for Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde.
Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer også de nærmeste naboer direkte inden arbejdet går i gang.