Forårsfest med genbrug og plantebytte på Nærgenbrugsstationen

Kom og vær med, når Langgade Nærgenbrugsstation fejrer foråret med en festlig dag fyldt med sjove aktiviteter og fokus på genbrug! Søndag den 6. april kl. 13-16 er der lagt op til hygge og sjov for hele familien.
Der bliver masser af underholdning og muligheder for at deltage aktivt:
- Dyst i boldøje og slip din indre smadderhelt løs i boden med ubrugeligt porcelæn.
- Drej på lykkehjulet og vind lækre genbrugspræmier.
- Vis dine musikalske evner i vores DJ-booth i ægte CD-style.
Tag også planter med til plantebyttemarkedet og giv nyt liv til dine grønne venner. Har du ting i kælderen eller på loftet, du ikke længere bruger? Så tag dem med og læg dem i bytterummet – måske kan andre få glæde af dem.
Nærgenbrugsstationen sørger for kaffe og snacks, og der er noget for både børn og voksne. Kom og vær med til en dag, der fejrer genbrug, fællesskab og forår!