Foredrag med Katherine Richardson i anledningen af Overshoot Day

Den 20. marts har Danmark opbrugt årets andel af jordens ressourcer. Dagen før inviterer vores miljøgruppe til gratis foredrag med Katherine Richardson på Valby Bibliotek. Hør om 'Overshoot Day', og deltag i samtalen om lokale tiltag.

Kom til foredrag med Kathrine Richardson

Den 20. marts 2026 rammer Danmark sin ’Overshoot Day’. Det betyder, at vi allerede dér har brugt den mængde ressourcer, som det er bæredygtigt at forbruge på et år.

Dagen før, torsdag den 19. marts kl. 19–21, inviterer Valby Lokaludvalg til foredrag og samtale med professor i havbiologi ved Københavns Universitet, Katherine Richardson. Det foregår på Valby Bibliotek.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Hvad er ’Overshoot Day’?

'Overshoot Day' er den dato, hvor naturens budget for året er opbrugt. Den 20. marts har Danmark opbrugt sine naturlige ressourcer for 2026. Fra den dag og året ud vil vi dermed bruge flere ressourcer, end jorden naturligt kan nå at genskabe. Globalt falder ’Earth Overshoot Day’ i år den 24. juli, beregnet af Global Footprint Network.

Det globale gennemsnit svarer til, at menneskeheden lever, som om vi havde ca. 1,8 jordkloder til rådighed. Hvis alle levede som i Danmark, ville der imidlertid være brug for 3 til 4. 

Tallene kan virke overvældende. Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med dem.

En levende samtale om en levende planet

Hvordan omsætter vi viden til handling? Hvad kan vi gøre som borgere, lokalsamfund og forbrugere? Og hvor giver det mest mening at sætte ind?

Katherine Richardson er professor i havbiologi og en af landets markante stemmer i klimadebatten. Hun har i årevis arbejdet med at forstå og formidle, hvordan Jordens økosystemer hænger sammen, og hvad der sker, når vi presser dem.

Til arrangementet vil Kathrine gøre os klogere på, hvad det betyder, at vi befinder os på en levende planet med andre arter, som vi er dybt afhængige af. Der bliver også tid til spørgsmål og samtale. 

En del af #klimasamtaler i Valby

Arrangementet er en del af temarækken #klimasamtaler som er et samarbejde mellem Valby Lokaludvalgs Miljøgruppe, Valby Bibliotek, Grøn Kirke og Grønne Nabofællesskaber.

Vi støtter initiativet for at skabe rum for oplysning og dialog om klima og bæredygtighed i bydelen. Vi tror på, at lokale samtaler er en vigtig del af de forandringer, der skal til.

Arrangementet er gratis, men kræver billet. Du kan hente din billet via Billetto