Fremlæg en sag for lokaludvalget i borgernes tid

Tirsdag den 21. januar kl. 18.30 holder lokaludvalget deres første møde i 2025 - og du kan få ordet under dagsordenens første punkt "Borgernes Tid".

Input fra Valby er velkomment 

I de første 20 minutter af lokaludvalgets ordinære møde kan alle møde op for at komme med et indspark. Det kan være, at du har feedback, ideer, projekter, oplæg eller andet, du gerne vil forelægge lokaludvalget.

Dit indlæg må vare omkring 10 minutter. 

Du behøver ikke at varsle dit besøg, men det kan være en god idé, at tage fat i lokaludvalgets sekretariat nogle dage inden dit fremmøde, så vi sammen kan finde en god måde for dig at fremlægge dit input over for lokaludvalget.

Sådan behandler vi dit input

Valby Lokaludvalg lytter til dit indlæg. Måske stiller medlemmerne uddybende spørgsmål og de kan evt. give dig svar på spørgsmål, som de tidligere har behandlet. 

Men lokaludvalget drøfter ikke under dette punkt dit indlæg, og kan heller ikke træffe en egentlig beslutning. 

Lokaludvalget kan eksempelvis vælge at tage dit input op som punkt på et lokaludvalgsmøde, eller tage sagen op i et af lokaludvalgets fagudvalg eller arbejdsgrupper. Det kan også være, at lokaludvalget ikke går videre med dit input. 

Lokaludvalget består af frivillige engagerede Valbyborgere, som arbejder med mange lokale sager af interesse for Valby, men de har ikke mulighed for at tage alle sager op. Hvis du ønsker at fremme et særligt projekt, så kan det være, at vejen for dig er, at engagere dig i lokaludvalgets fagudvalg eller arbejdsgrupper for at afprøve, om der er lokal opbakning til at arbejde videre med dit input. 

Mødekalender og kontakt

Valby Lokaludvalg holder møde en gang månedligt undtagen i juli. Møderne ligger normalvis fra kl. 18.30, med den første halve time afsat til Borgernes Tid.