Giv dine ting en chance mere i vores repair café

Har du noget derhjemme, der er i udu og trænger til en kærlig hånd? I Repair Café Valby kan du få gratis hjælp til at reparere alt fra elektronik til tøj og samtidig lære nyt. Næste gang er torsdag den 7. maj i Valby Kulturhus.

Har du en brødrister, der er gået i stå, en jakke med et hul eller en elektronikdims, der driller? Så tag den med til Repair Café i Valby Kulturhus, hvor frivillige reparatører hjælper med at give ødelagte ting nyt liv.

Repair Café afholdes fast den anden torsdag i hver måned, dog med pause i juli. Næste Repair Café er torsdag den 7. maj kl. 17-19 på 4. sal i Valby Kulturhus.

Repair Caféen er en del af Valbys reparationsnetværk, som vi driver sammen med Copenhagen FabLab. Initiativet bygger på en enkel idé: Når vi reparerer i stedet for at smide ud, sparer vi ressourcer, reducerer affald og forlænger levetiden på de ting, vi allerede har.

Reparationer foregår i fællesskab

Bag Repair Caféen står en gruppe frivillige med erfaring inden for blandt andet elektronik, computere, syning og mindre hverdagsreparationer. Her handler det ikke bare om at få fikset en ting og gå hjem igen. Du er selv med i processen og kan lære, hvordan reparationen bliver lavet.

Alle reparationer er gratis. Hvis der mangler særlige reservedele eller materialer, skal du dog selv sørge for at skaffe dem.

De frivillige hjælper så langt, de kan, men nogle opgaver kræver særligt udstyr eller specialviden. Derfor kan der være ting, netværket ikke har mulighed for at reparere.

Hvis du vil skrive på forhånd, hvad du tager med, for at tjekke, at der er de rette kompetencer tilstede på dagen, der kan hjælpe dig, kan du gøre det i Facebookgruppen "Repair Café Valby". 

Bliv en del af frivillignetværket

Hvis du er ferm til at lave reparationer (f.eks. til at sy og lappe, fikse elektronik og computere) og er nysgerrig på at være frivillig i repaircaféen, kan du skrive til vores miljømedarbejder Asger, på gn7s@kk.dk eller dukke op til en af vores caféer. 

Meld dig ind i vores Facebook-gruppe