Gør en indsats for miljø, klima og biodiversitet i Valby i 2025

Valby Miljøgruppe har fortsat fokus på, hvordan vi lokalt kan gøre en indsats for at imødegå de klimaforandringer, der for hvert år der går bliver tydeligere og tydeligere, og gøre det muligt for Valbys borgere at gøre en indsats.

Regn og efterfølgende oversvømmelser, ingen regn i lange perioder og højere temperaturer selv på vores breddegrader. Klimaet forandrer sig hurtigere end forventet og det kommer i fremtiden til at påvirke os alle sammen både lokalt og globalt. 

Valby Miljøgruppe vil hellere gøre noget end ingenting og det skal være muligt for alle i Valby at gøre en indsats.

Vi kan ikke løse alle udfordringerne men vi kan alle sammen gøre lidt, og hvis vi kan, kan vi inspirere andre til at gøre det samme!

Om Valby Miljøgruppe

Valby Miljøgruppe er en arbejdsgruppe med eget budget under Valby Lokaludvalg. Miljøgruppen er åben for alle der gerne vil gøre en forskel for miljø, klima og biodiversitet i Valby. 

Hvis du har lyst til at være med til at gøre en forskel for klimaet, naturen og miljøet helt lokalt så skriv til miljømedarbejder Asger Gad på gn7s@kk.dk

Valby Miljøgruppe støtter op om Københavns kommunes arbejde med at nedbringe CO2 og fremme biodiversiteten i byen og vil i år gentage flere af tidligere års succeser. 

  • Reparationsnetværket vil afholde månedlige Repair Cafeer
  • Klimasamtaler skruer op for ambitionerne med flere arrangementer om klimaet og de udfordringer vi alle står over for
  • Valbi-planens fokus på biodiversitet i bydelen fortsætter 
  • Byttemarked i Teatersalen og Store Forårsrengøring afholdes igen i 2025 

Miljøgruppen vil i 2025 engagere sig i Danmarks Nationale Klimahandledag og samtidig bistå Grønne Nabofællesskaber i deres arbejde for at etablere flere helt lokale grønne fællesskaber for at nå helt ud til alle i bydelens hjørner.

Valbys ungdom til kamp for klimaet 

Valbys børn og unge er allerede engageret i klimaets fremtid i deres skoler og institutioner.  Miljøgruppen bidrager til oplysning om hvordan man kan spise mere klimarigtigt ved at understøtte Hotel og Restaurantskolens Grøn Madfestival og ved at stille op med grønne smagsprøver til forskellige arrangementer rundt om i bydelen. 

Årsplan for miljøarbejdet i Valby 2025

Alle miljøgruppens indsatsområder er beskrevet i Årsplan for miljøarbejdet i Valby 2025 som kan læses her