Grøn forplads på Smedestræde tager form
Den 10. november var udvalget inviteret til workshop om indretningen af det nye byrum.
På den tomme grund på Smedestræde, lige ud til Valby Langgade, skal der bygges boliger til 24 udviklingshæmmede unge. Det er besluttet i Borgerrepræsentationen, at der skal bevares en grøn forplads med offentlig adgang foran det nye byggeri.
Derfor inviterede Socialforvaltning til workshop, hvis formål det var at skabe en fælles forståelse og fælles ideer om indretning af forpladsen til det nye byggeri. Udover Valby Lokaludvalg deltog fem af de fremtidige beboere, som i dag bor på Stubmøllevej i Sydhavnen, repræsentanter fra forvaltningen, pædagoger og byggeledere på projektet.
Forpladsen bevares
Da beslutningen om at bygge boliger til udviklingshæmmede på Smedestræde blev truffet, var lokaludvalget med til at sikre, at det blev besluttet i Borgerrepræsentationen at der skal bevares en grøn, offentlig tilgængelig forplads til byggeriet.
Forpladsen skal sikre, at Valby Langgades lille, grønne åndehul bevares, at byggeriet åbner sig op til Valby Langgade, og at man fortsat kan kigge fra Valby Langgade ned igennem Smedestræde.
Åbent og inkluderende byrum
På workshoppen byggede deltagerne i fællesskab en række modeller af, hvordan de gerne så den grønne forplads på Smedestræde 2 indrettet. Forslagene lagde stor vægt på åbenhed og inklusion af alle i uderummet.
Iblandt de kreative forslag var et udetræningsområde, udeservering eller café, bålplads, urtehave, en danseplads, hønselaug på tværs af beboere og andre særligt interesserede borgere mm.
Lokaludvalget lagde igen vægt på, at linjen der giver kig fra Valby Langgade til ned langs Smedestræde til Valby Gadekær bevares.
Næste skridt
Socialforvaltningen får nu en rådgiver på sagen, som laver et forslag og indkalder parterne til endnu et møde.
Når der ligger et færdigt forslag til byggeriet, skal det i politisk behandling. Hvis alt går efter planen, vil de nye boliger stå klar i slutningen af 2019.