Har du set et tomt butikslokale i Valby?
Et ledigt butikslokale kan stå tomt i måneder med bare ruder, et udlejningsskilt og mørke baglokaler ud mod gaden.
Vi vil undersøge, om ventetiden kan se anderledes ud.
Vores Erhvervsgruppe vil lave et forsøg - fortrinsvis i Gl. Valby - hvor ejerne af ledige butikslokaler kan få dækket vinduerne med en folie, der forestiller en butik i drift.
Vi betaler både folien og opsætningen.
Men først skal vi finde ejerne.
Hjælp os med at finde de tomme lokaler
Ser du et tomt butikslokale, så send os adressen. Hvis der står kontaktoplysninger til en udlejer i vinduet, må du meget gerne sende det med.
Har du selv et tomt lokale, eller kender du en ejer, der kunne være interesseret, vil vi også gerne høre fra dig.
Skriv til valbylokaludvalg@okf.kk.dk, og skriv gerne "Tom butik" i emnefeltet.
Folien skal ikke skjule, at lokalet er ledigt
Pointen er ikke at lade som om, der ligger en rigtig butik bag vinduet.
På folien kan ejeren få vist kontaktoplysninger til udlejning og en QR-kode. Der kommer også et kort budskab fra Valby Lokaludvalg.
Når lokalet bliver lejet ud igen, skal folien ned. Vi betaler opsætningen, mens ejeren står selv for nedtagningen.