Hjælp os med at foreslå et navn til pladsen foran Valby Kulturhus

Om nogle år står der et nyt bibliotek og nye indrettede faciliteter på pladsen foran Valby Kulturhus, som vi i dag kalder Toftegårds Plads Syd. Vi synes, at pladsen har fortjent sit eget navn. Kig forbi Tingstedet på Valby Kulturdage og stem!

Kom forbi Valby Lokaludvalgs telt og stem!

Om nogle år står der et nyt bibliotek og nye indrettede faciliteter på den sydlige del af Toftegårds Plads. Vi mener derfor, at det er på høje tid at pladsen får sit eget navn. 

To pladser - kun ét navn 

I dag er det pladsen på den nordlige side af Vigerslev Allé, der officielt bærer navnet Toftegårds Plads, og det vil vi ikke pille ved. Men pladsen foran Valby Kulturhus hedder kun Toftegårds Plads i folkemunde, og det er også kilde til forvirring, at de to pladser kaldes det samme. 

Vi mener, at pladsen foran Valby Kulturhus fortjener at have sit eget navn. Vi har derfor over sommeren bedt vores lokale Borgerpanel om at foreslå nogle passende navne, inspireret af kvindelige lokale kunstnere.

Ingen garanti for navngivning  

Vi må desværre ikke bestemme, om den nybyggede plads kan få et nyt navn eller hvad den i så fald kommer til at hedde. Men vi kan påvirke navngivningsprocessen ved at indsende relevante og velbegrundede forslag til Vejnavnenævnet. 

Blandt de mange forslag, som Borgerpanelet har sendt os, har vi valgt fem navne, som vi mener vil klæde Valbys nye kulturelle centrum med både bibliotek og kulturhus. 

Vi har brug for, at du hjælper os med at reducere feltet til tre navne. Så kom forbi vores telt på Valby Tingsted og stem!

Besøg Valby Lokaludvalgs telt på Valby Tingsted

Vi står klar fredag og lørdag den 30. og 31. august med vigtige debatter om Valby, klimakærlig mad og afstemningen om et navn til Toftegårds Plads Syd. 

Håber vi ses!