Hvem skal varetage Valbys interesser de næste fire år?
Er du med i en forening? Og vil du være med til at støtte om lokaldemokratiet i Valby?
Valby Lokaludvalg forbinder beboerne og foreningslivet i Valby med Københavns Kommune og sikrer, at lokale stemmer bliver hørt i beslutninger, der har indflydelse på udviklingen af bydelen. Som man måske har opfanget, skal der vælges et nyt lokaludvalg for de næste 4 år, og kandidatfeltet til Valby Lokaludvalg står nu klart.
Til det kommende valg stiller 29 stærke kandidater op til de 15 foreningspladser i lokaludvalget for perioden 2026–2030 - og din forening har mulighed for at være med til at bestemme, hvem der skal sidde med ved bordet. I kan se alle kandidater her: Valby | Valg til lokaludvalg
Foreninger, der har mere end 15 medlemmer og har eksisteret i mindst ét år, kan tilmelde sig som stemmeberettigede. Når foreningen er tilmeldt, modtages der den 23. februar et link til den digitale afstemning. Hver forening kan afgive ni stemmer, og afstemningen løber frem til den 9. marts.
Vil I møde kandidaterne, inden I stemmer, inviterer Valby Lokaludvalg til kandidatpræsentationsmøde tirsdag den 3. februar kl. 19 i Valby Kulturhus, 5. sal. Her kan I høre kandidaternes mærkesager og stille spørgsmål.