Hvor er Kulbaneparkens klubhus?

Kulbaneparken har været lovet et nyt klubhus siden 2016 - men parken har stadig ikke set skyggen af det. Vi har derfor sendt et brev til de ansvarlige borgmestre for at få kastet lys over, hvor klubhuset bliver af.
Fotograf
Jens Panduro

Da Områdefornyelsen i 2016 satte gang i etableringen af Kulbaneparken, blev det lovet, at klubhuset, der stod i forbindelse med fodboldbanen, ville blive flyttet tilbage efter færdig etablering. 

Senere blev det besluttet i stedet at bygge et nyt klubhus - og pengene blev bevilget på Københavns Kommunes Budget '22. 

Parken har dog stadig ikke set skyggen af sit klubhus. 

Kulbaneparkens Venner har løbende spurgt ind til processen, og senest fået oplyst, at klubhuset står færdigbygget i Fredericia, og de tilhørende offentlige toiletter står i København. Såvel klubhus som det offentlige toilet har allerede egen adresse, nemlig henholdsvis Kulbanevej 16A og 16B, og er tegnet ind på Københavnerkortet på kbhkort.kk.dk. 

I et forsøg på at få gang i dialogen mellem forvaltningen og de lokale aktører har vi besluttet at sende et brev til de ansvarlige borgmestre for at få en forklaring på, hvorfor klubhuset endnu ikke er opstillet i Kulbaneparken.  

Brev til Overborgmesteren, Kultur- og Fritidsborgmesteren og Teknik- og Miljøborgmesteren om klubhus i Kulbaneparken

Læs hele brevet til de ansvarlige borgmestre om klubhuset i Kulbaneparken

Vi ser frem til et svar og en plan for, hvornår det nye klubhus opstilles i Kulbaneparken, til glæde for alle, der bruger parkens nye kunstgræsbane. 

Kulbaneparken

Kulbaneparken blev indviet i 2022, og her kan du finde: 

  • Kulværket: Bemandet legeplads med mange spændende aktiviteter for børn.
  • Kulgraven: Skatebane og gadeidræt for de aktive besøgende.
  • Gasbeholderen: 6 meter højt aktivitetetsstativ med ti gynger, perfekt for børn og familier.
  • Udekøkken Lanternen (skal bookes via Kulværket): Moderne udekøkken til fælles madlavning og samvær.
  • Drageryggen: Udsigtspunkt og svævebane.
  • Kunstgræsbane: Åben bane til fodbold og andre boldspil.
  • Kulstien: Asfalteret og oplyst cykel- og gangsti gennem hele parken.