Inventar fra de gamle bygninger på Smedestræde lever videre

Unge handicappede skal omdanne materialer fra de gamle bygninger på Smedstræde til genbrug i de nye bygninger, der bygges på grunden.

Imens grunden på Smedestræde miljøsaneres er medarbejdere fra Socialforvaltningen i fuld gang med at tømme de eksisterende bygninger for materialer, der kan genbruges i det nye byggeri.

Materialerne skal genbruges til b.la. udemøbler, bænke, plankeborde og andet inventar til de ungdomsboliger til handicappede, der skal bygges på grunden.

Mennesker med handicap skal redesigne materialerne

Samme center i Socialforvaltningen, der skal forvalte det nye botilbud på Smedestræde, har tilknyttet værkstedet Kraftværket på Svanevej i Nordvest, hvor mennesker med handicap arbejder med både snedkeri, tekstil, kunst, cafedrift mm.

Det er her materialerne fra nedrivningen bliver re-designet og upcyclet, så de kan bruges i det nye byggeri.

Der er SÅ mange gode materialer fra både huset som skal blive og i de haller, som skal rives ned, som værkstedet kan re-designe og lave til bl.a. udemøbler og bænke til nogle nicher, som kommer i byggeriet.

Det giver både mulighed for at bevare bare en lille del af den sjæl, som er på stedet og i bygningerne, ligesom det skaber relevante og meningsfulde arbejdspladser til borgerne.

Kraftværket fortæller, at der allerede er indsamlet mange spændende og fantastiske ting, og det er kun fantasien der sætter grænser for hvad materialerne kan blive til.

Både en besparelse og en mulighed

Genbruget af materialer sker både for at  spare penge og for at bevare noget af områdets sjæl og historie i det nye byggeri.

Når et nyt byggeri møder virkelighedens budget er der altid besparelser og ikke alt, der er tegnet, kan realiseres. Derfor er det også en nødvendighed for, at projektet på Smedestræde bliver helt færdigt, og får de gode ting, som er tænkt, at socialforvaltningen selv producerer nogle af møblerne.

Samtidig giver det huset stemning og sjæl med nogle af de gamle vinduer og døre, gamle loftsspær der bliver til bl.a. udemøbler, gulvbrædder der bliver til plankeborde m.m.