Mød os under Valby Dage
Lørdag og søndag den 29. og 30. august kl. 15 inviteres der til en særlig byvandring gennem Valby. Turen starter foran Valby Bibliotek i Annexstræde og varer cirka en time og et kvarter. Undervejs kommer deltagerne bl.a. forbi Tingstedet og Nordisk Film, inden turen slutter med en kop kaffe i Valby Kino. Fra Valby Lokaludvalg er Kristina Junge Jørgensen med som guide.
Byvandringen tager afsæt i den nye digitale Kulturrute, som Copenhagen Visitor Service har produceret i samarbejde med vores kunst- og kulturgruppe i lokaludvalget.
På ruten kan du blandt andet høre om Frederik IVs rytterskole, om filmmagien hos Nordisk Film og om de mennesker og fællesskaber, der gennem tiden har sat deres præg på Valby. Kulturruten rummer 19 historier og findes på både dansk og engelsk. Den kan også opleves gratis som en selvguidet lydvandring, når det passer dig.
Tre dage med Valby i centrum
Kulturvandringen er kun én af mange aktiviteter under Valby Dage. Fra fredag til søndag breder programmet sig over bydelen med blandt andet musik, teater, tivoli på Porcelænstorvet, loppemarked i Skolegade, lokale foreninger og aktiviteter på Tingstedet. Her vil vi også være tilstede med bl.a. en quiz, hvor I kan risikere at vinde en håndtrykt udgave af vores nye kunstplakat.
Vi håber, at mange vil bruge weekenden til både at opleve Valby, som den ser ud i dag, og blive lidt klogere på de historier, der ligger under overfladen.