Ny skole ved Torveporten på vej – lokalplanen er klar til debat

Et nyt lokalplanforslag for en del af Grønttorvsområdet er netop sendt i offentlig høring. Planen skal danne ramme for opførelsen af en ny skole til 7.-9. klassetrin, suppleret af daginstitutioner og nye boliger i op til seks etager.
Vi inviterer sammen med Københavns Kommune til borgermøde om forslaget:
- Onsdag den 30. april kl. 17–18.30 på 5. sal i Valby Kulturhus
Her præsenterer Teknik- og Miljøforvaltningen lokalplanforslaget, og der vil også være repræsentanter fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til at besvare spørgsmål.
Hovedpunkter i lokalplanforslaget
- Mulighed for opførelse af skole, daginstitution og helårsboliger, herunder 25 % almene boliger
- Etageboliger i op til seks etager mod Gammel Køge Landevej med støjafskærmende effekt
- Fire skolebygninger i op til fire etager og en daginstitution i op til to etager mod Værkstedvej
- Nye byrum, kantzoner og belægninger – herunder en plint eller alternativ trafiksikring ved skolens hjørne mod Gammel Køge Landevej
- 113 nye træer, hvoraf 25 % skal være hjemmehørende arter
Delvis bilfri og cykelvenlig bydel
Området planlægges som delvist bilfrit, med 20 % færre parkeringspladser end normalt i nye byområder. Samtidig stilles der krav til cykelparkering efter kommuneplanens normer – mindst halvdelen af cykelparkeringspladserne skal være overdækkede og placeret tæt på funktioner som skole og boliger.
Trafik og stibro
Tidligere planer om en stibro over Folehaven er ikke en del af lokalplanforslaget. Kommunen vurderer, at en bro vil kræve lange ramper, skabe omveje og ikke i tilstrækkelig grad forbedre forholdene for gående og cyklister. Derudover er projektet ikke finansieret.
Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at undersøge andre muligheder for at gøre krydsningen over Folehaven mere sikker for skolebørnene.
Der forventes ikke væsentligt øget biltrafik i området, men Værkstedvej vil opleve mere trafik i myldretiden. Der vil til gengæld være en markant stigning i cykeltrafikken, især omkring krydset Gammel Køge Landevej og Torveporten.
Giv input til høringen
Lokalplanen er i offentlig høring, og alle har mulighed for at indsende bemærkninger frem til fristens udløb.
Se høringen og send dit svar på Københavns Kommunes høringsportal:
Deltag i borgermøde onsdag den 30. april kl. 17
Sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen inviterer vi til borgermøde, hvor du kan høre mere om planerne for området før du evt. afgiver høringssvar.
Onsdag den 30. april kl. 17-18.30
Valby Kulturhus, 5. sal
Tilmelding er ikke nødvendig. Vi byder på en lille forfriskning.