Rytterskolen udset som fremtidigt alkoholambulatorium
Beslutningen lå i et fortroligstemplet budgetnotat, og er først nu kommet frem i offentligheden.
Det er ikke en sag, vi er blevet indviet i, hverken i planlægning eller vedtagelse, og det er grundlæggende helt forkert, at lokaludvalget og borgerne ikke er blevet inddraget i det forberedende arbejde op til budgetforhandlingerne for over et år siden.
Det mener vi både er at undervurdere borgerne og lokaludvalget.
Alkoholambulatorium fra 2026
Det er Specialenheden Forchhammersvej, som indeholder et alkohol- og stofambulatorium, der efter planerne skal flytte til Rytterskolen, formentlig i 2026, når lokalerne er istandsat til formålet.
Det har overborgmester Lars Weiss fortalt VabyLIV, da de efter tips fra borgere kunne afsløre beslutningen tidligere på måneden:
Hemmelig aftale ser dagens lys: Ikonisk bygning skal være misbrugscenter
Han udtaler også, at beslutningen var hemmeligholdt fordi den blev en del af en såkaldt samlokaliseringscase med andre involverede adresser.
Vi kunne – og burde – have været inddraget
Den forklaring giver vores formand Michael Fjeldsøe dog ikke meget for i sin udlægning af sagen i ValbyLIV:
“Som jeg forstår det er argumentet, at der indgår en ejendomshandel i en pakke. Men det er jo en løsning, Økonomiforvaltningen selv har pakket. Rytterskolen er jo ikke til salg. Så det er en konstrueret begrundelse, de kunne bare have skilt de sager ad.
Så jeg synes grundlæggende, det er helt forkert, at vi ikke er blevet inddraget i det forberedende arbejde op til budgetforhandlingerne for over et år siden” siger han.
Vi vil tage sagen op igen, for selv om overborgmesteren udtaler, at beslutningen ligger fast, er der tid til at tage en ny og bedre beslutning inden Valby Bibliotek skal flytte i 2025.
Det kræver at forligskredsen bag Budget ’20 er villige til at åbne sagen igen.
Vi orienterer løbende når vi ved mere om sagen.