Sådan kan det nye København Syd komme til at se ud
København Syd rykker nærmere – når metrolinjen til Ny Ellebjerg Station åbner næste år skifter Ny Ellebjerg officielt navn, og udviklingen af området omkring stationen tager fart.
Sådan kan stregerne slås
Metroselskabet har sammen med Københavns Kommune og Transportministeriet udskrevet en arkitektkonkurrence om, hvordan det nye område nord for stationen kan komme til at se ud. Og vinderen er blevet et team bestående af Holscher Nordberg og ADEPT med LYTT, ARTELIA og Realise Danmark.
Deres forslag til en helhedsplan beskriver et kompakt byområde med kontorer, boliger og detailhandel.
Det vindende forslag lægger op til, at bygninger og byrum opføres i samspil med historien og områdets industrielle præg, og projektet passer dermed ind i den udvikling, som har præget Valby i de senere år, hvor erhvervs- og boligområder er udviklet på tidligere industrigrunde.
Vurderingsudvalget mener, at forslaget rummer en god balance mellem at være både visionært og pragmatisk, med mange gode idéer til, hvordan det bedst mulige bymiljø skabes, med byliv og tryghed omkring stationen i positiv sammenhæng med naboområderne.
Arealet, som helhedsplanforslaget dækker, ligger på nordsiden af jernbanen og støder op til området omkring Sukkertoppen og Carl Jacobsens Vej.
København Syd By
Læs mere om projektet og de øvrige vinderforslag på Metroselskabets projekthjemmeside kbhsydby.dk:
Området skal udvikles som en helhed med respekt for historien
Vi følger projektet tæt, da udviklingen af Ny Ellebjerg Station og området omkring har været på vores radar i mange år. Én ting er selve stationen, som har været umulig at finde rundt på. Det ser ud til at komme tættere på en læsning med åbningen den nye metrostation.
Vi slog senest i oktober sidste år fast i et høringssvar, at vi stadig mener at stationen og området omkring skal udvikles som en helhed – også med udviklingen af Strømmen på den sydlige side af stationen.
Det nordlige byggefelt ligger, så det nye byggeri vil ligge foran de kulturhistorisk og arkitektonisk værdifulde industribygninger Sukkertoppen, som huser gymnasiet NEXT med ca. 1200 daglige elever, og Henkels fabriksbygning.
Vi vurderer, at det bliver svært at bygge noget, der kan leve op til det krav, og samtidig bidrage økonomisk til metroprojektet. Vi lægger vægt på at:
- Et nyt byggeri bør ikke skygge for udsigten til Sukkertoppen og Hempelbygningen
- Adgangsvejene fra metroen mod nord og nordvest skal forbedres
- Området tænkes sammen med en etablering af et superstop på broen over banen, så der bliver adgang fra både perroner og fra området nord og syd for banen til en omstigning til bus og A-bus oppe på broen
Et skridt i en lang proces
Vinderforslaget skal nu tilpasses til en endelig helhedsplan for området. Det indebærer bl.a. inddragelse af borgerne i nærområdet og Valby samt igangsættelse af en proces for en ny lokalplan.
I løbet af denne proces vil projektet blive viderebearbejdet og præciseret, inden en endelig lokalplan godkendes i Københavns Kommune.