Skellet i Valby forberedes til skybrud og sikrere skolevej

Et omfattende projekt skal beskytte mod oversvømmelser og forbedre trafiksikkerheden omkring Ålholm Skole. Anlægsarbejdet forventes at starte i foråret 2026.

Teknik- og Miljøudvalget har netop godkendt et projekt, der kombinerer klimatilpasning og trafiksikkerhed på Skellet i Valby. Projektet skal både lede regnvand væk fra området og skabe tryggere forhold for børn og forældre omkring Ålholm Skole og nærliggende daginstitutioner. 

Der etableres grønne vejbede og faskiner til at håndtere skybrud, og trafikken omkring skolen vil blive reguleret med bump, ændret vejføring og nye "Kys og Kør"-zoner. I alt nedlægges 32 parkeringspladser for at skabe plads til de nye løsninger.

Anlægsarbejdet forventes at begynde i foråret 2026 og afsluttes i løbet af foråret 2027.

Tæt dialog med de lokale  

Projektet er blevet til i tæt dialog med lokalområdet, som startede op i juni 2023 med et borgermøde. Her blev ønsker og bekymringer diskuteret og inputs fra mødet er indarbejdet i den endelige projektudformning. Dialogen har haft fokus på at sikre både funktionelle løsninger og lokal forankring, og der er undervejs blevet justeret i projektet med udgangspunkt i borgernes tilbagemeldinger.

Vi bakker op om projektet 

Vi har i vores høringssvar til projektet bakket op om, at klimatilpasning, trafiksikkerhed og vejfornyelse tænkes sammen i én samlet løsning. Samtidig har vi peget på konkrete forhold, der kræver opmærksomhed – blandt andet behovet for standsningsforbud på østsiden af Skellet for at undgå farlig af- og påsætning af børn, og nødvendigheden af opfølgning med politiets hjælp. Vi har også bemærket, at reduktionen i parkeringspladser er acceptabel under de lokale forhold.

Se vores kommentar til projektet på Skellet

Læs mere i referatet fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. april 2025: