Status på arbejderne i Trekronergade

HOFOR og Københavns Kommune er fortsat i fuld gang med arbejdet i Trekronergade, men melder nu om forsinkelse på projektet.

HOFOR og Københavns Kommune forventer stadig at kunne lægge det endelige asfaltlag i løbet af foråret/sommeren, så gaden kan stå færdig og klar til brug. 

Desværre må parterne forlænge dele af gravearbejdet frem til udgangen af maj 2026 – tidligere var forventningen, at gravearbejdet kunne afsluttes omkring midt i januar.

HOFOR og Københavns Kommune ved, at det er en lang proces, og beklager i et brev til områdets beboere i dag, at noget af gravearbejdet trækker yderligere ud. Forsinkelsen skyldes en række tekniske og logistiske udfordringer, blandt andet at nogle nødvendige gravetilladelser først for nylig er kommet på plads på grund af andre arbejder i området. Nu er tilladelserne heldigvis på plads, og arbejdet kan fortsætte.

Ny tidsplan – sådan arbejder vi på strækningerne

  • HOFOR arbejder med rørarbejde og reetablering af overfladen på strækningen mellem Trekronergade 107 og Carl Jacobsens Vej frem til udgangen af januar 2026.
  • Københavns Kommune fortsætter arbejdet mellem Karensgade og Carl Jacobsens Vej frem til udgangen af maj 2026.

Det vil desværre ikke være muligt at parkere på strækningerne, mens arbejdet står på. Der vil dog fortsat være adgang for renovation, udrykning og vigtige besøg til plejehjemmet.

Har du som beboer behov for særlig adgang til gaden med bil, fx i forbindelse med flytning eller større leverancer, kan du kontakte projektet på trekronergade@kk.dk senest 10 arbejdsdage i forvejen og aftale en løsning.

Mere information

Kontakt

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at henvende dig i gaden eller kontakte os her:

  • HOFOR: tlf. 33 95 33 95 – spørg efter projektledelsen for Trekronergade
  • Københavns Kommune: trekronergade@kk.dk