Storbyhaven får en ældrevenlig opgradering

Storbyhaven ved Gadekærvej skal være et bedre sted at slå sig ned. Nye bænke, mere grønt og bedre tilgængelighed er på vej efter input fra blandt andre os i lokaludvalget.
Storbyhaven ved Valby Gadekær

Storbyhaven ved Gadekærvej skal ikke længere først og fremmest være et sted, man går igennem. Borgerrepræsentationen har godkendt planerne om at gøre området mere indbydende og tilgængeligt som opholdssted.

Storbyhaven er ét af fem eksisterende byrum i København, der bliver opgraderet med særligt blik for seniorer og ældre. Målet er blandt andet at skabe bedre muligheder for ophold, fællesskab og en aktiv hverdag. 

Flere steder at sidde og mere grønt

I dag består opholdsmulighederne blandt andet af runde bænke omkring træerne. De har ikke armlæn, og området har kun begrænset beplantning ud over de eksisterende træer.

Med opgraderingen kommer der nye grønne københavnerbænke og et bordbænkesæt, der også kan bruges af mennesker med kørestol eller rollator. Der kommer samtidig mere beplantning med blandt andet syren, påskeliljer og rododendron. Syrenhækken skal være med til at skabe en tydeligere og grønnere afgrænsning mod de parkerede biler.

De eksisterende egetræer bliver bevaret. Det blev fastholdt under den politiske behandling af projektet. 

Lokale input er kommet med i planerne

Planerne er blevet udviklet med input fra blandt andet workshops med seniorer, Handicaprådet, Ældrerådet og de lokaludvalg, hvor de fem byrum ligger.

Vi har bidraget med vores input til udformningen af Storbyhaven ved Gadekærvej og bakket op om, at området gøres mere tilgængeligt og hyggeligt. 

Anlægsarbejdet forventes gennemført i løbet af 2026, så det opgraderede byrum kan tages i brug ved udgangen af året.

Nysgerrig på planerne for ældrevenlige byrum i København?