Store Forårsrengøring i Valby: Kom og vær med i weekenden!

Valby gør klar til den årlige Store Forårsrengøring – og i år bliver det større end nogensinde før. I weekenden 5.-6. april 2025 er der hele fem forskellige affaldsindsamlinger fordelt over hele bydelen. Det betyder, at du kan være med uanset hvor i Valby du bor – og være med til at gøre dit lokalområde renere og rarere at bo i.
Her kan du være med:
- Toftegårds Plads – søndag 6. april kl. 10-13: Valby Miljøgruppe inviterer til den store forårsrengøring med efterfølgende cirkusgøgl og let frokost.
- Langgade Nærgenbrugsstation – søndag 6. april kl. 10-13: Saml skrald – og bliv hængende til forårsfest fra kl. 13-16.
- Grønttorvet – søndag 6. april kl. 9.00: Arrangeret af Grønttorvets Idrætsforening. Mødested: Verbena Hus, Jernæblevej 2.
- Grundejerforeningen Lyset – søndag 6. april kl. 10-12. Mødested: Steins Plads.
- Grundejerforeningen Søndervang – lørdag 5. april kl. 10.00 (OBS lørdag!). Mødested: Rundkørslen ud for Søndervangs Allé 44.
Alle er velkomne – både børn og voksne. Det kræver ingen tilmelding, og du behøver ikke have udstyr med. Hvis du kender til flere lokale affaldsindsamlinger, så send gerne info videre til os, så vi kan hjælpe med at sprede budskabet!
Lad os sammen give Valby en forårsfrisk start!
Store Forårsrengøring på Toftegårds Plads
Valby Miljøgruppe står bag den store affaldsindsamling fra Toftegårds Plads. Tag familien med og brug et par timer på at samle skrald der hvor du synes det trænger. Vi kvitterer for hjælpen med underholdning for børnene og en let frokost.
Program:
- Kl. 10.00: Udstyr udleveres på Toftegårds Plads. Der er poser til alle, snappere, veste og handsker til vi ikke har flere. Medbring meget gerne egne handsker!
- Kl. 10.00 – 12.00: Alle samler affald der hvor de synes det trænger mest. Kom gerne på cykel så vi kan nå helt ud i hjørnerne af Valby.
- Kl. 12.00 – 13.00: Fælles frokost og underholdning på Toftegårds Plads mens vi sorterer det indsamlede affald.
Store Forårsrengøring i Valby er arrangeret af Valby Miljøgruppe under Valby Lokaludvalg i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.