Superstop på Gl. Køge Landevej og cykelstier på Valby Langgade

Til fordelingen af kommunens restmidler fra sidste års budget ønsker vi os to ting: En undersøgelse af et superstop på Gl. Køge Landevej, og inddragelse af vejstykket foran Valby Tingsted i cykelstiprojektet på Valby Langgade.

Vi bidrager hvert år med ønsker til Københavns Kommunes budget og overførselssagen, der fordeler overskydende midler fra året før.

På det seneste møde i lokaludvalget drøftede vi forskellige ønsker til overførselssagen 2024-2025, og besluttede at melde disse to ønsker ind i forhandlingerne:  

Forundersøgelse af superstoppested på GL. Køge Landevej

Stationen København Syd har 2 S-togslinjer, en metro og to almindelige toglinjer. En del af de mange passagerer har imidlertid behov for at komme til og fra stationen med bus eksempelvis for at komme til og fra Hvidovre Hospital og det centrale Valby. Som det er nu, skal busserne en snørklet vej ind omkring holdepladsen foran stationen. Der bør etableres en lettere måde at komme til og fra stationen med bus. 

Vi foreslår at der afsættes penge til at undersøge muligheden for at etablere et ”superstop” på Gammel Køge Landevej, som gør det let for alle passagerer at komme til og fra busser i begge retninger og ned til København Syd eksempelvis via fjerntogsperronen eller en rampe.

Afslutning af cykelstiprojektet på Valby Langgade/Tingstedet 

Brostensbelægningen foran Valby Tingsted giver uacceptabelt meget trafikstøj og er så slidt og ujævn, at den er usikker at køre på for cyklister.

Derfor har vi siden cykelstiprojektet på Valby Langgade startede op ønsket os at få det udvidet til også at inkludere brostensstykket. Det er endnu ikke lykkedes at få ønsket med i kommunens budget, og det vil nu skulle gennemføres som et selvstændigt projekt, da cykelstiprojektet er afsluttet. 

Ønsker til Budget '26 

Vi har også allerede drøftet hvilke projekter, vi vil byde ind til Københavns Kommunes budgetforhandlinger senere på året, og her er vi enige om: 

  • En samlet affaldsløsning for Valby Kulturhus og det nye Valby Bibliotek 
  • Renovering af Skolegade til bylivsgade, der forbinder Valby Langgade med Spinderiet og Valby Station
  • En samlet trafikplan for Valby
  • Afslutning af cykelstiprojektet på Valby Langgade/Valby Tingsted hvis det ikke opnås på overførselssagen 

Kontakt Valby Lokaludvalg

Du er altid velkommen til at henvende dig med spørgsmål, forslag eller sager, du mener lokaludvalget skal tage op. 

Skriv til sekretariatet lige her: