Tunnelboremaskinen Randi er begyndt sin underjordiske rejse

En 110 ton tung tunnelboremaskine arbejder lige nu 20 meter under Valby på den nye skybrudstunnel, der skal beskytte bydelen mod oversvømmelser og mindske udledning af spildevand til Kalveboderne. Arbejdet fortsætter frem mod 2028.
Randi nedsænkes ved dåbsceremonien
Fotograf
Mads Eneqvist / HOFOR

Mens hverdagen fortsætter ovenpå jorden, er et af hovedstadens største klimatilpasningsprojekter i fuld gang under Valby. En 110 ton tung tunnelboremaskine med navnet “Randi” er nemlig begyndt at bore den nye Valby Skybrudstunnel, som skal hjælpe med at beskytte Valby og dele af Frederiksberg mod fremtidige oversvømmelser.

Tunnelboremaskinen blev døbt ved en ceremoni i marts og er nu sendt afsted på sin cirka 2,5 kilometer lange rejse 20 meter under jorden. Tunnelen bygges som en del af HOFORs og kommunernes arbejde med at klimatilpasse byen til mere ekstrem regn og hyppigere skybrud.

Skal kunne lede store mængder vand væk

Når tunnelen står færdig i 2028, skal den kunne rumme omkring 30.000 kubikmeter vand. Det skal være med til at mindske risikoen for oversvømmelser i blandt andet kældre, gader og kritisk infrastruktur. 

Samtidig skal tunnelen reducere udledningen af urenset spildevand til Kalveboderne. I dag sker der overløb flere gange om året ved kraftig regn, men med den nye tunnel forventes det at blive markant reduceret. Det skal forbedre vandmiljøet og give bedre forhold ved blandt andet stranden i Valbyparken.

Arbejdet foregår flere steder i Valby

Lige nu arbejder tunnelboremaskinen på strækningen mellem Enghave Kanal og Gåsebækrenden ved H/F Musikbyen. Senere flyttes maskinen til Blushøjvej, hvor arbejdet fortsætter.

I forbindelse med byggeriet er der etableret flere byggepladser og skakte i området, blandt andet ved Høffdingsvej, Blushøjvej og ved Musikbyen. Naboer tæt på byggepladserne kan derfor opleve perioder med støj i forbindelse med transport af materialer og aktivitet omkring anlægsarbejdet.

En del af byens klimatilpasning

Valby Skybrudstunnel er en del af de større planer for skybrudssikring i København og Frederiksberg. Tunnelen skal fungere sammen med andre løsninger som grønne byrum, regnbede og underjordiske bassiner, der tilsammen skal gøre byen mere robust over for klimaforandringer og kraftige regnskyl.

Projektet gennemføres i samarbejde mellem HOFOR, Frederiksberg Forsyning samt Københavns og Frederiksberg Kommune. Tunnelen forventes at stå færdig i løbet af 2028.

Find mere info om Randis færd