Vi kritiserer manglende inddragelse i sagen om skolen ved Torveporten

Vi har sendt en skarp kommentar til Københavns Kommune i sagen om den annullerede skole ved Torveporten, hvor vi kritiserer den manglende inddragelse og advarer om konsekvenserne for bydelens børn og fællesskab.

Valby har i årevis ventet på en ny skole i den sydlige del af bydelen, og projektet ved Torveporten har været bredt kendt og planlagt som en udskolingsafdeling under Harrestrup Å Skole. Nu er planerne taget af bordet – uden at vi er blevet formelt hørt i processen.

I en kommentar sendt til forvaltningen den 6. august kritiserer vi forløbet og den manglende inddragelse af både lokaludvalget og bydelens borgere. Ifølge regulativet for lokaludvalg i Københavns Kommune skal lokaludvalg høres i sager af særlig betydning for bydelen – herunder ændringer i skolestruktur og kapacitet.

Det er i vores optik et svigt i forhold til demokratisk inddragelse og lokal sammenhængskraft – særligt i en sag, der berører børn, skoler og bydelens langsigtede udvikling
Valby Lokaludvalg
Fra kommentaren

Udover kritikken af processen rejser vi også en række substanskritiske pointer i kommentaren:

  • Annulleringen af den nye skole indebærer, at to skoler – Kirsebærhavens Skole og Lykkebo Skole – bevares som basisskoler, men kun får finansieret de mest nødvendige forbedringer.
  • Eksempelvis betegnes øget toiletkapacitet på Kirsebærhavens Skole som et “tilvalg”, selvom skolen i dag lider under utilstrækkelige og uhygiejniske toiletforhold.
  • Projektets annullering betyder også, at den planlagte multihal i området ikke bliver til noget – et tab for både skolelivet og det lokale foreningsliv.

Vi opfordrer til, at budgetbehandlingen sker på et mere oplyst og inddragende grundlag, og at sagen revurderes med respekt for den lokale viden og det arbejde, der siden 2019 er lagt i planerne for skoleudvikling i bydelen.

Kommentar fra Valby Lokaludvalg

Læs hele vores kommentar vedrørende den manglende inddragelse i sagen om annullering af skoleprojektet på Torveporten

Se tidligere nyhed om sagen her