Indsatsområde: Grønne områder og biodiversitet

Flere grønne kvadratmeter til Valbys borgere

FLERE GRØNNE KVADRATMETER TIL VALBYS BORGERE

Valby er omkranset af grønne områder, men mange af dem – Søndermarken, Vestre Kirkegård og dele af Valbyparken – ligger i andre bydele, så vores del af byen er ikke så grøn, som vi ønsker os.

Lokaludvalgets Miljøgruppe startede i 2020 en indsats for insekterne i bydelen ved navn Valbi-Planen. Målet med indsatsen er at inddrage alle i Valby i en generel forbedring af biodiversiteten i haver, parker og andre grønne områder. Vi har i 2021, med stor succes, etableret en hjemmeside, hvor borgerne donerer vilde m2.


Vi vil fortsat arbejde for at engagere Valbys beboere, beboerforeninger, ejerforeninger, skoler, institutioner og virksomheder og Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, særligt driften af parker, i indsatsen med at øge biodiversiteten og mængden af naturlige levesteder for insekter, dyr og planter i Valby.

Vi vil bandt andet informere om og fremme insektvenlig beplantning og støtte oprettelse af vilde naturområder privat og kommunalt. Vi vil med simple inspirerende tiltag vise, at muligheden for at gøre en positiv, konkret og synlig indsats i lokalområdet kan være med til at starte en større naturforståelse og værdsættelse af naturen, som vi håber, vil medføre et større miljøengagement generelt. Fordi indsatsen knytter sig til vores helt nære lokalområder – vores egne græsplæner, skolens sportsarealer, bydelens grønne arealer og virksomhedernes udenomsarealer, tror vi på, at indsatsen kan være med til at skabe en stolthed over at bo i en bydel, hvor man i fællesskab gør en grøn forskel. 

Om få år bliver der opført et nyt bibliotek på pladsen foran Valby Kulturhus. Vi vil arbejde for, at pladsen - ud over at være kulturens plads som omtalt side 37 - bliver anlagt, så den rummer så store bynatur- og biodiversitetskvaliteter som muligt.

Vi vil samarbejde med Kgs. Enghave Lokaludvalg om at udvikle Valbyparkens kvaliteter og med Hvidovre Kommune om området ved Harrestrup Å, hvor Valbyparken støder op til Kystagerparken. Sammen med borgerne vil vi afdække mulighederne for at bringe flere træer, mere grønt og større biodiversitet til Valbys gader og pladser.

Den Grønne sti

1.FRA ROSKILDEVEJ TIL VALBY LANGGADE

Stien på vestsiden af S-banen frem til Herman Bangs Plads skal skiltes bedre og gøres
tryggere. På Borgmester Fischersvej/Gåsebæksvej bør anlægges cykelsti.

2. FRA VALBY LANGGADE TIL SYD FOR JERNBANEN MOD ROSKILDE

Ad Dronning Dagmars Allé, Christen Bergs Allé, J. P. E. Hartmanns Allé
eller ad Valby Langgade og stien mellem Freinetskolen/Hoffet og Langgadehus gennem tunneler under jernbanen frem til Lyshøjgårdsvej. De to muligheder skal skiltes bedre og gøres tryggere.

3. FRA VIGERSLEV ALLÉ TIL RINGSTEDBANEN

Forbedring af krydsning over Vigerslev Allé, skiltning ad Ramsingsvej,
evt. opstribning af cykelsti.

4.BRO OVER RINGSTEDBANEN TIL GRØNTTORVET

Kan først etableres, når skybrudstunnelanlæg er færdigt i 2027.

5.STI OVER GRØNTTORVET

Sti over Grønttorvet, der forbindes til Harrestrup Å Skole og føres videre til sikker
krydsning over Folehaven ved Retortvej. Del af sikker-skolevejsprojekt.

6.FRA FOLEHAVEN TIL KIRSEBÆRHAVEN SKOLE

Cykelsti mellem bygninger og beplantning langs Folehaven fra Retortvej til Kirsebærhaven. Del af sikker-skolevejsprojekt.

7. FRA KIRSEBÆRHAVEN TIL VALBY IDRÆTSPARK

Ad Blommehaven over Gammel Køge Landevej frem til Blushøjvej. Her genåbnes og udvikles gammel tunnel under Køgebugt-S-banen ind til Valby Idrætspark.