Synliggørelse af eksisterende kunst i Valby - Kulturruten
Valbys borgere er glade for deres bydel og bidrager gerne til at gøre den til et endnu bedre sted at leve. Et konkret eksempel på dette engagement er en borger, der besøgte lokaludvalgets telt under sidste års Kulturfest i Kulbaneparken.
Under en ferie i den franske by Nantes havde vedkommende oplevet byens grønne linje og mente, at det kunne være en god idé at gøre noget tilsvarende i Valby.
Konceptet er ganske enkelt: La ligne verte er en grøn linje malet på fortove, gader og stræder, som viser vej til byens kunstværker og seværdigheder. Uden nødvendigvis at kopiere Nantes’ grønne linje én til én vil vi lade os inspirere af konceptet og udtænke et lignende vejvisningssystem til at skabe en rute og gøre Valbys
spændende kunst- og kulturskatte synlige for alle. Det kan gøres ved hjælp af en malet streg på fortovene som i Nantes, men også ved hjælp af andre midler fx skilte, fliser, belysning eller andre greb. Det er oplagt at bruge Valby Lokaludvalgs online kunstruter som udgangspunkt til projektet.
Projektet skal udvikles i samarbejde med Teknik og Miljø-forvaltningen og finansieres via støtte fra fx Statens Kunstfond. Valbyborgerne skal inddrages, dels for at udvælge de værker/seværdigheder, ruten skal vise vej til, og dels for at finde frem til den form for fysisk vejvisning, som egner sig bedst til Valby.