Lilla Rute

Lilla Rute - Den historiske
Den historiske rute på 5 km.
Lilla rute bringer dig igennem historiske omgivelser til Carlsberg og det historiske bymidte omkring Valby Tingsted og Nordisk Film.
Sådan bruger du kortet
Rutebeskrivelse
Første del af ruten går langs Banevolden - et grønt forløb med banegraven på den ene siden og det idylliske
Carlsbergkvartér på den anden. På hjørnet af Gl. Carlsbergvej ligger de gamle bygninger fra brygger I.C. Jacobsens byggeri til Carlsberg laboratoriet fra 1878. I dag rummer bygningerne Carlsberg besøgscenter,
hvor det er muligt at lære om bryggeriets historie og få sig en smagsprøve på de forskellige øl.
Fortsæt ned til Valby Langgade og drej herefter til venstre ad Bjerregårdsvej. På Bjerregårdsvej 5, der tidligere var en afdeling af Regnecentralen, stod Danmarks første EDB-maskine DASK. Når du når halvejs ned ad Bjerregårdsvej, drej til højre ad Antoinettevej. Her ligger et udvalg af de villaer, der er med til at skabe det fortryllende Carlsbergkvartér. Læg mærke til, at nogle haver ligger meget lavt. Det skyldes, at der tidligere blev gravet grus i området.
Antoinettevej fører dig videre til Jesuskirken, Valbys første kirke, opført i 1891 af Carl Jacobsen som
familiekirke. Kirken er tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup og inspireret af de gamle italienske katedraler.
Jesuskirken har en enestående akustik og der afholdes derfor tit orgelkoncerter her.
Tag turen ned ad bakken og drej ned ad Smedestræde. Følg Smedestræde og Mosedalvej, der er dele af Valbys ældste gadenet. Mosedalvej har sit navn fra Valby Mose hvor den i sin tid endte. På din vej ned ad Mosedalvej vil du passere Nordisk Film, der blev grundlagt i 1906 og er verdens ældste stadig arbejdende filmproduktionsselskab.
Skelmosevej og Cæciliavej er den gamle sognegrænse til Frederiksberg. Her ligger byggeforeningen Selveje fra 1903, der består af 25 dobbelthuse. Fra Nørretofte Allé fortsæt ad Blankavej og Horsekildevej. Her fandt i 1883 en af de mest dramatiske begivenheder i Valbys kriminalhistorie sted, da det var her, hvor pyromanen Jens Nielsen slog til.
Fortsæt over Valby Langgade. Du står nu overfor to omdannelser af Valbys gamle industrier. På højre hånd ser du Valby Ny Skole, som er indrettet i den tidligere porcelænsfabrik Norden/Bing og Grøndahls gamle ovnhal. Prøvehallen til venstre for skolen var tidligere afprøvningssted for de store isolatorer fra porcelænsfabrikken. I dag benyttes Prøvehallens lokaler som sports- og teatercenter.
Fortsæt igennem Spinderiet. Tidligere var det De Danske Bomuldsspinderiers fabrik i Valby. Idag indrettet
til Valbys største butikscenter med 50 butikker forbundet af et glasoverdækket butiksstrøg. Videre ad Skolegade passerer du Valby Bibliotek, indrettet i et lavt gult hus, opført i 1722 som Valby Rytterskole. Bygningen blev frem til ca.1904 brugt som skole, herefter som brandstation, for i 1929 at få sin nuværende funktion af bibliotek.
Selve Skolegade er en rest af den ældste landevej til Køge. For enden af Skolegade ligger Valby Tingsted.
Tingstedet udgjorde det centrale punkt i landsbyen Valby. Det har dog aldrig fungeret som egentlig tingsted, men derimod som bystævne. Dvs. samlingspunkt for landsbyens bønder, hvor hver gård havde sin sten.
Følg Valby Langgade frem til Lillegade og fortsæt ad Mølle Allé. Alléen har navn efter den store Valby Mølle, som indtil 1911 lå for enden nede ved Gl. Jernbanevej. Gl. Jernbanevej, der før 1847 var en del af Køge Landevej, fik sit nuværende navn efter 1864, hvor den gamle jernbane over Valby blev nedlagt.