Gratis forårsfestival fylder Valby med musik og stemmer

For tredje år i træk løber ViaValby-festivalen af stablen i Valby. Fra 29. april til 4. maj kan du opleve et mangfoldigt program med musik, kunst og koncerter for både børn og voksne – gratis og lokalt støttet.

Foråret nærmer sig – og med det vender forårsfestivalen ViaValby tilbage med musikalske oplevelser på tværs af genrer og byrum. Fra 29. april til 4. maj breder festivalen sig ud i Valby med sit hidtil største program og et tematisk fokus på 'Stemmer' – stemmer der synger, lyder, virker og værker i Valby.

Festivalen er gratis og støttet af blandt andet penge fra vores Lokalpulje. Programmet spænder fra artpop til freejazz, med solokoncerter af profiler som Randi Pontoppidan, Astrid Engberg, Lil Lacy, Tigermor, Nohrah og Mark Solborg med supertrio.

ViaValby arbejder også med et særligt fokus på børn og unge og præsenterer blandt andet koncerten Fremspring, hvor elever fra lokale skoler får mulighed for at vise deres talent på scenen.

Festivalen foregår flere steder i Valby – bl.a. i Jesuskirken, Valby Kulturhus, Aalholm Kirke, Timotheuskirken, Picniq i Valbyparken og endda med et par koncerter i Carlsberg Byen. Her hyldes arven efter Carl Jacobsen, som arbejdede for at bringe kunsten ud til folket – en tanke, ViaValby også bygger videre på.

Hold øje med programmet og kom med, når Valby fyldes af stemmer, musik og fællesskab – under åben himmel og med åbne døre.

 

ViaValby program 2025

Se hele festivalprogrammet her

Om ViaValby

ViaValby har fokus på kunstscene, lokale samspil og temabaseret formidling i en flerkunstnerisk musikfestival.

Festivalen er muliggjort i samarbejde med en lang række lokale aktører og støtter, heriblandt Valby Lokaludvalg, Knud Højgaards Fond og Dansk Komponistforening.