Høringssvar: Det ønsker vi os for udviklingen af Valbyparken
Udviklingsplanen er den første af sin art, og omfatter Valbyparken og de kystnære arealer beliggende umiddelbart syd for Valbyparken, som er del af Kalvebodkilefredningen. Planen er gældende fra maj 2024 og indtil en ny plan afløser den.
Formålet med udviklingsplanen er at sikre, at Valbyparken plejes, drives og udvikles på en måde, der er i overensstemmelse med fredningen. Planen beskriver hvilke tiltag, forvaltningen gerne vil udføre i planperioden.
Vi er blevet godt inddraget i processen som del af Parkbrugerrådet og bakker op om de mange tiltag til at øge biodiversiteten i området.
Fem bemærkninger til udviklingsplanen
Vi har overordnet fem kommentarer til udviklingsplanen:
- Vi anerkender, at der er et dilemma mellem ønsker om belysning og bevaring af Valbyparken som et fredet område, hvor der tages mest muligt hensyn til natur og dyreliv. Vi ønsker, at belysning i parken også fremover kun findes de steder, hvor det er i dag.
- Stien langs vandet indgår i den grønne cykelrute og blandingen af pendlere, fodgængere og parkbrugere skaber konflikter. Vi ønsker, at der arbejdes med en opdeling af trafikanterne, så sikkerhed og tryghed kan øges.
- Vi ønsker, at der bliver givet mulighed for adgang til vandet langs parken, hvilket i dag kun er muligt på enkelte steder og ved badestranden. De nuværende forhold lever ikke op til bestemmelserne for fredningen, hvor der er krav om adgang til vandet.Kommunen har en lagerplads midt i parken. Det er vores ønske, at pladsen nedlægges eller flyttes, så Valbyparken kan udvides med det område. Der er meget få steder i København, hvor man med så enkle midler kan skabe nye parkarealer
- Vi støtter opstilling af solceller på HOFORs område, da det er vigtigt for at nå målet om CO2neutralitet. Solcellerne skal kun optage ca. halvdelen af området. Hvis det er muligt, vil det være godt, hvis en del af området, der ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen, kan åbnes for offentligheden, så der skabes en bredere korridor langs vandet med forbindelse til Kystagerparken.
Lokalplanen for Bådehavnsgade Syd katastrofal for Valbyparken
Vi understreger i høringssvaret, at det vil være fuldstændig håbløst så meget som at overveje at føre en vej ned langs den ene side af Valbyparken i forbindelse med udviklingen af området ved Bådehavnsgade Syd.
En sådan vej vil, uanset udformningen, ikke kunne undgå at støjbelaste hele det fredede parkområde og de tilliggende Natura 2000 og fuglebeskyttelsesområder. Desuden vil en stor del af kvarteret ved Hammelstrupvej og op mod Ellebjergvej blive stærkt belastet af gennemkørende trafik, blandt andet forbi den nyrenoverede naturlegeplads i Valbyparken.
Vi undrer os meget over, at der arbejdes med sådanne planen uden at vi på noget tidspunkt er blevet orienteret eller hørt, og over, at det ikke er nævnt med ét ord i udviklingsplanen for Valbyparken, at der foregår sådanne overvejelser.
Læs mere om startredegørelsen for Bådehavnsgade Syd hos vores kollegaer i Kgs. Enghave Lokaludvalg:
https://kongensenghavelokaludvalg.kk.dk/nyheder/vores-input-til-byudvikling-af-baadehavnsgade-syd
Læs hele vores høringssvar til udviklingsplanen for Valbyparken
Udviklingsplanen skal nu forelægges Det Grønne Råd og fremsendes til Fredningsnævnet for at være gældende.
Det er endnu ikke afklaret hvornår den endelige vedtagelse af planen kan ske.