Nærværk: Unge går nye veje til indflydelse i Valby

Hvordan skaber man lokal forankring og demokratisk engagement blandt unge, der ikke ser sig selv i de klassiske deltagelsesformer? Det spørgsmål satte vi os for at undersøge – og det blev starten på fællesskabet Nærværk.
Nærværk er et ungt fællesskab, der over det seneste halve år er vokset frem blandt 18- til 30-årige i Valby. Med base i værkstedet på Langgade Nærgenbrugsstation, som stilles til rådighed af stationens ansatte, mødes de unge og arbejder med emner som kultur, musik, bæredygtighed og genbrug.
I dag er otte unge fast tilknyttet fællesskabet. De har blandt andet planlagt og afholdt et rave på genbrugsstationen og udvikler løbende idéer til nye projekter i bydelen. Fællesskabet fungerer som både frirum og læringsrum, hvor de unge samarbejder, tager ansvar – og får mulighed for at præge deres nærmiljø.
Projektet udspringer af vores projekt fra Valby Bydelsplan om at etablere et lokalt ungeråd, men de unge ønskede en anden form: Et åbent, kreativt fællesskab uden fast mødestruktur, hvor ejerskab og medbestemmelse er i centrum.
Rekrutteringen skete gennem personlig kontakt – blandt andet med unge, der tidligere havde engageret sig i høringen om udviklingen af byens biblioteker og kulturhuse, den såkaldte KUBI-plan. Erfaringen viser, at en tillidsfuld, fleksibel tilgang er afgørende, hvis unge skal involvere sig i lokaludvikling.
Nærværk er nu selvkørende og har potentiale til at danne ramme for fremtidig ungeinddragelse i Valby – ikke som en lukket gruppe, men som et fællesskab, der udvikler sig med dem, der engagerer sig.
Vi følger projektet tæt og bruger erfaringer fra Nærværk til fortsat at udvikle og udvide den nærdemokratiske deltagelse i Valby og København.
Langgade Nærgenbrugsstation
Fællesskabet Nærværk har base i værkstedet på Langgade Nærgenbrugsstation - kontakt stationens medarbejder Anne-Lise Breuning for mere info.