Nedrivningssag på Karensgade baner vejen for en bevarende lokalplan

Teknik- og Miljøudvalget vil endelig kigge på at lave en bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret, for at sikre områdets unikke kendetegn også i fremtiden. Vi håber det vil bane vejen for flere bevarende lokalplaner i villaområder.

En grundejer har i april 2024 ansøgt om tilladelse til at opføre et enfamiliehus på Karensgade 18 i Valby beliggende i Forfatterkvarteret med villaer fra starten af 1900-tallet. Projektet forudsætter, at den eksisterende villa nedrives.

Det har fået både os og den lokale grundejerforening til at fare i blækhuset og gøre Teknik- og Miljøudvalget opmærksom på det vigtige i at bevare Forfatterkvarterets unikke kendetegn, og lave en bevarende lokalplan for området før nyt byggeri tillades. 

 

Den konkrete sag viser endnu engang behovet for udarbejdelse af lokalplaner for villaområderne, som lokaludvalget tidligere har påpeget
Valby Lokaludvalg
Fra henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget

Henvendelse om nedrivning af ældre villa i forfatterkvarteret i Valby

Henvendelsen sendt til Teknik- og Miljøborgmesteren og medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget.

Nu vil Teknik- og Miljøudvalget på deres næste møde den 18. november tage stilling til, om der skal nedlægges et § 14-forbud på Karensgade 18 og udarbejdes en bevarende lokalplan for området for at sikre et helhedspræg, regulere ny bebyggelse og udpege bevaringsværdig bebyggelse.

Forvaltningen anbefaler, at der udarbejdes en bevarende lokalplan for hele Forfatterkvarteret, hvor bevaringsværdige bebyggelser og bevaringsværdig beplantning udpeges.  

Manglen på lokalplaner skaber fortætning 

Vi har i mange år oplevet et generelt problem i forhold til de områder, der ikke er dækket af lokalplaner. Rammerne i kommuneplanen respekteres ofte ikke, når kommunen giver byggetilladelser, og manglen på lokalplaner medfører, at tilladelserne gives uden den demokratiske proces, som høringer af lokalplanændringer sikrer.

Det har i stigende grad medført en fortætning i villaområderne, som øger presset på parkering og som mindsker områdernes funktion af grønne lommer i byen. Der er ofte givet lov til at bygge dobbelthuse, hvor der tidligere lå en villa, og til at bygge på en større del af grunden end tidligere. 

Teknik- og Miljøudvalgets behandling 18. november

Se indstillingen på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden her 

Nedrivning i en lang proces 

Den konkrete nedrivningssag startede i 2022, da Teknik- og Miljøforvaltningen modtog en ansøgning om nedrivning af bygningen på Karensgade 18 og opførelse af en ny enfamiliebolig. Den 15. februar 2022 blev der givet nedrivningstilladelse. Den 2. juni 2022 blev der givet afslag på opførelse af det ansøgte nybyggeri, da det blev vurderet, at byggeriet var større end hvad der er sædvanligt i området. Nedrivningstilladelsen blev ikke udnyttet, og den 22. marts 2023 udløb fristen for at udnytte den. 

Der er efterfølgende indsendt en revideret ansøgning den 8. april 2024.

Projektet blev sendt i partshøring, da det ansøgte byggeri er placeret anderledes på grunden end det eksisterende, og fordi det ikke overholder byggeretten, hvad angår højde og bebyggelsesprocent. Forvaltningen modtog 22 indsigelser, hovedparten imod det nye byggeri. 

Marcus Vesterager (A) anmodede derfor forvaltningen om at forelægge en sag om mulighederne for at forhindre nedrivning og regulere nybyggeri på Karensgade 18, såvel som for hele Forfatterkvarteret.

Vi glæder os over at Teknik- og Miljøudvalget nu tager fat om emnet, og følger op på sagen når der ligger en beslutning. 

Om villaen og Forfatterkvarteret

Om villaen på Karensgade 18 og Forfatterkvarteret skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i indstillingen: 

Karensgade 18 er en hjørnegrund og ligger ud til kvarterets grønne fællesområde. Villaen er opført i 1913 og er som mange af de omkringliggende villaer præget af tidens strømninger som nybarok og bedre byggeskik. Villaen er i én etage og med saddeltag med høj rejsning og bygget i mursten. 

Villaområdet er beliggende umiddelbart syd for Vigerslev Allé og omfatter en række smalle langstrakte karréer mellem Trekronergade og Bjørnsons Allé helt ned til banelinjen ved Sjælør Station. Området omfatter ca. 350 ejendomme. Området er bebygget med individuelle villaer i starten af 1900-tallet. Villaerne ligger lettere tilbagetrukket på de små matrikler, så der opretholdes en gennemgående facadelinje, og er karakteriseret ved at være forholdsvis tæt bebygget i en beslægtet arkitektur i ensartede materialer. Disse forhold gør, at området har et udpræget helhedspræg, selv om der er tale om individuelle villaer. Et helhedspræg der yderligere bindes sammen af havernes frodige og ældre vegetation med mange flotte enkelttræer. 

Forvaltningen anbefaler, at der udarbejdes en bevarende lokalplan for hele Forfatterkvarteret, hvor bevaringsværdige bebyggelser og bevaringsværdig beplantning udpeges.