Nyt Valby Bibliotek rykker tættere på virkeligheden
Nu er arbejdet med det nye Valby Bibliotek for alvor gået i gang. Byggepladsen er etableret, det første lag belægning er blevet fjernet, og træerne langs Vigerslev Allé er væk.
Det betyder også, at naboer og brugere af området i den kommende tid vil kunne mærke byggeriet med både støj, vibrationer og tung trafik i perioder.
Biblioteket bliver en central del af omdannelsen af Hanne Varmings Plads, som skal udvikles fra et asfaltareal til et nyt byrum med bibliotek, opholdsmuligheder, grønne områder og ungdomsboliger. Projektet bygger på lokalplanen for området og en helhedsplan, som Borgerrepræsentationen vedtog tilbage i 2020.
De kommende byggefaser
Fra nu og frem til slutningen af juni vil arbejdet især bestå af forberedelse til selve byggeriet. Tidsplanen er som følger (med forbehold for ændringer):
- Fra 7. april til 4. maj fjernes eksisterende belægninger på pladsen. Det er særligt støjende arbejde, fordi der bruges maskiner med hammerværktøj, og fordi der køres tunge materialer væk fra området.
- Fra 11. maj til 4. juni bliver der vibreret spuns ned til kælderarbejdet. Det kan opleves som kraftige vibrationer i området.
- Fra 8. juni til 26. juni graves der ud til kælderen. Det vil give vedvarende støj fra gravemaskiner og øvrige maskiner.
Vi ved godt, at byggearbejde påvirker hverdagen. Her i kulturhuset kan vi også mærke det, når maskinerne går i gang. Til gengæld er byggeriet et vigtigt skridt mod et nyt bibliotek og et mere levende samlingssted i Valby.
Et grønt og levende mødested
Bag helhedsplanen står landskabsarkitekterne Schønherr og Rolvung og Brøndsted Arkitekter, som vandt konkurrencen om at gentænke pladsen. Visionen var at forvandle Hanne Varmings Plads fra et trafikknudepunkt til et grønt og levende mødested.
Arkitekterne beskriver visionen for pladsen som et bølget landskab af tegl med grønne bakker og dale, der skal skabe læ, dæmpe trafikstøjen og give plads til ophold, leg og arrangementer. Biblioteket bliver integreret i landskabet og placeres langs Vigerslev Allé, hvor bygningen samtidig skal fungere som støjskærm for pladsen.
Tanken er, at pladsen og biblioteket skal flyde sammen. Taget på biblioteket bliver en forlængelse af byrummet, så man kan bevæge sig op på bygningen som en naturlig del af pladsen
Over 100 nye træer er en del af lokalplanen
Flere har reageret på, at træerne langs Vigerslev Allé er blevet fjernet. Fældningen sker som led i det samlede projekt og er en del af den vedtagne lokalplan for området. Samtidig stiller lokalplanen krav om omfattende ny beplantning og nye træer på pladsen. Planen beskriver bl.a. at der samlet skal plantes mindst 108 nye træer i området.
Derudover skal området indrettes med grønne opholdsrum, beplantede bakker og regnvandsløsninger, som både skal skabe mere bynatur og hjælpe med at håndtere skybrud.
Ungdomsboliger bliver en del af området
Som en del af projektet skal der også opføres almene ungdomsboliger på den sydlige del af pladsen. Boligerne opføres i en buet bygning mod syd, som sammen med biblioteket og de grønne bakker skal indramme pladsen og skabe læ og ro i området.
Ifølge lokalplanen bliver der mulighed for cirka 2.750 m² ungdomsboliger i op til fire etager. Boligerne får fælles opholdsarealer og grønne uderum.
Tanken er, at de nye boliger skal bidrage til et mere aktivt byliv på pladsen hele dagen og skabe et område, hvor kultur, hverdagsliv og fællesskab mødes.
Biblioteket forventes på nuværende tidspunkt at være indflytningsklart i begyndelsen af 2028.
Vi deler nyt om projektet, når der er nye milepæle og ændringer i byggearbejdet.
Vil du vide mere om udviklingen af Hanne Varmings Plads?
Hvad skal der ske med det gamle bibliotek?
Det nye bibliotek bliver en central del af udviklingen af et samlet Valby i en opdelt bydel, som netop er rettesnoren for lokaludvalgets bydelsplan. Biblioteket skal erstatte det nuværende bibliotek i den gamle rytterskole i Annexstræde.
Hvis du er interesseret i at engagere dig i, hvad Rytterskolens lokaler skal bruges til, når biblioteket flytter til Hanne Varmings Plads, kan du skrive til valby@byogland.dk.