Send din idé til Valby Idéfestival senest den 3. oktober

Målet med Valby Idéfestival er at få friske ideer frem i lyset til hvad Valby Biblioteks historiske bygninger kan bruges til, når biblioteket flytter til Toftegårds Plads. Deadline for ideer er torsdag 3. oktober kl. 17.00, så du kan lige nå det!

Om få år flytter Valby Bibliotek ud af de historiske bygninger Rytterskolen og Prinsessens Hus i Annexstræde. Det efterlader et kæmpehul centralt i Valby. Hvad skal give Valby ny puls? 

Med Valby Idéfestival er målet at få friske ideer frem i lyset – fra både foreninger og private.  

Deadline for ideer torsdag den 3. oktober kl. 17 

Har du en idé, så tøv ikke med at sende den ind. Du kan nå det endnu! Deadline er torsdag 3. oktober 2024 kl. 17.00.

Ideer kan frem til deadline sendes på mail valby@byogland.dk eller indleveres til Valby Lokalhistorisk Arkiv på Mosedalsvej 1 torsdag 3. oktober kl. 15-17.

Har du en god ide, men har brug for hjælp til formuleringerne, kan du kontakte Valby Idéfestivals projektleder Lotte Lund. Ring 24244943 eller skriv på lotte.lund@mac.com

Lotte vil gerne hjælpe dig/din gruppe telefonisk eller ved, at I mødes.

Her er, hvad dit forslag skal give svar på:

  • Titel på forslaget
  • Hvem står for forslaget (navn, adresse, tlf.)
  • Indhold eller funktion – hvad er din idé?
  • Hvem drifter huset?
  • Hvem vil bruge huset? Hvem får glæde af din idé?
  • Hvordan vil Valbys borgere får glæde af din idé?
  • Hvilke tider af døgnet?
  • Har du en idé om, hvor mange, der vil bruge huset?
  • Hvorfor er det gamle bibliotek et godt sted til din idé?
  • Hvordan skal huset bruges med de forskellige bygninger, som det er opdelt i?
  • Hvordan kan pladsen foran biblioteket og den lille gårdhave bruges?

Forslagene præsenteres lørdag den 5. oktober 

Lørdag 5. oktober 2024 kl. 14-16 præsenteres forslagene ved et festligt og inspirerende offentligt møde i Valby Kulturhus.

Arrangørerne håber på et stærkt fremmøde, hvor juryen fremhæver nogle af de bedste forslag. Hvilket forslag er din favorit? Kom og giv din stemme til Årets Publikumspris.

Alle deltagere får et diplom.

Vi håber, at mange møder op på lørdag. Borgere i alle aldre og repræsentanter for foreningslivet og erhvervslivet i Valby. Vi tror på, at vi med mange ideer på bordet kan få det bedste udgangspunkt for at skabe rammer for, hvad man godt kan kalde ”Valbys hjerte"
Jens Aaberg
Arkitekt, formand for By og Land Valby og en af arrangørerne bag Valby Idefestival 2024

Jury med lokale ildsjæle

Idéfestivalens jury er bredt sammensat af en gruppe lokale ildsjæle:

  • Jesper Balle, KBH Ældreråd
  • Kirsten Henriksen, Valby Lokalhistorisk Arkiv, By og Land Valby 
  • Anne Bundgaard, kunstner, grafiker
  • Lotte Andersen, leder af styregruppen, Valby Erhvervsnetvæk
  • Mette Vesterbæk Mortensen, Valby Lokaludvalg 
  • Selma Bauer, KBH Ungeråd 

Arrangørerne af Valby Idéfestival er Valby Lokaludvalg, By og Land Valby samt Valby Lokalhistoriske Selskab & Arkiv. Idefestivalen har fået støtte fra Realdanias pulje Samlingskraft, som administreres af By og Land.

Læs mere om Valby Idefestival, information om bygningerne og datoer m.v.