Frivillighed og Foreninger
I Valby Lokaludvalg er vi meget glade for alle de engagerede borgere, som bidrager aktivt til vores lokale samfund. Kært barn har mange navne. De kan hedde frivillige, volontører, ildsjæle, græsrødder eller noget helt femte. De kan være medlemmer af foreninger og organisationer eller bare være en enkelt person, der brænder for en god sag. En ting har de alle til fælles: de bidrager til at gøre Valby til et bedre sted uden at få løn for det. For nemheds skyld samler vi alle disse betegnelser under et fælles begreb: frivilligheden. Og den har vi valgt at hylde.
Siden 2017 har Valby Lokaludvalg hvert år uddelt Frivilligprisen, der består af en vandrepokal og en kontantpræmie på 10.000 kr. Prisen går til en forening eller en person, som har gjort en særlig indsats.
I 2022 gik den til Bixen på Ottiliavej, som er en gratis genbrugsbutik for flygtninge.
Lokaludvalget vil samtidig sætte fokus på, at der er stor mangel på lokaler til foreningsarbejde. Det går især ud over de foreninger, der ikke får tilskud via folkeoplysningsloven og som følge deraf kommer bagest i køen, når der tildeles lokaler. Vi vil i den kommende tid arbejde på at mindske denne ulighed, så foreningslivet sikres et godt fundament for deres arbejde. Det vil både i forhold til dette specifikke emne, det lokale foreningsliv og frivillighedsstrukturen være oplagt at samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen både lokalt og centralt i form af vidensdeling og evt. fælles projekter på tværs af forvaltninger.