Indflydelse og Diversitet

Valby skal være en bydel, hvor det er naturligt at mødes - også med mennesker, man ikke er ligesindet med. Beboerne i Valby kan og vil gerne bidrage til, at mennesker mødes på tværs af økonomisk formåen eller kulturel baggrund. Valby skal være et sted, hvor man kender til og benytter sig af de tilbud, som bydelen har at byde på - om det er foreningsidræt, folkeoplysende eller selvorganiserede aktiviteter med ligesindede eller fremmede.

 Det skal være muligt at færdes sikkert og trygt på tværs af Valby – både ved gode trafikforbindelser og ved øget kendskab til hinanden. Vi har gennem uformelle møder og direkte henvendelser fra Valbys borgere erfaret, at mange borgere ikke oplever at have kendskab til lokale tilbud, at de ikke oplever, at der er tilbud der passer til dem, og at de ikke oplever at blive hørt, når der laves lokal inddragelse. Valby Lokaludvalg vil arbejde for at oplevelsen af at være med styrkes, og vi vil i denne bydelsplanperiode sætte særligt fokus på de unge og unge voksne i Valby. 

I denne aldersklasse er der grupper, der ikke deltager i lokale aktiviteter, ikke deltager aktivt i den politiske debat omkring lokale forhold, og heller ikke mødes i forskellige fællesskaber. Vi erfarede i forbindelse med de netop gennemførte ændringer i ungdomsklubstrukturen, at lokale unge oplevede ikke at have indflydelse på, hvordan deres del af byen skal
udvikle sig.


Lokaludvalget vil derfor i samarbejde med det lokale Tryghedspartnerskab, hvor både Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen er repræsenteret, afdække lokale mørketal og blinde vinkler. Hvilke unge deltager ikke i lokale fællesskaber? Er der nogle, vi ikke ser? Hvor mange unge på vores uddannelsesinstitutioner
er lokale – og hvad betyder det for engagementet udenfor institutionerne? Hvordan kan vi give de unge en stemme?