Hvordan binder vi Valby sammen?
Valby lokaludvalg vil gerne styrke den lokale dialog og inddragelsen af Valbyborgerne
i beslutninger og processer.
Vi vil arbejde på, at politikere, forvaltning og Valbyborgere sammen kan skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag for Valbys udvikling som bydel. Vi mener, det sker bedst gennem at belyse, kvalificere og tydeliggøre forskellige perspektiver.
Borgerinddragelsen skal foregå på en måde, så borgere og lokale virksomheder oplever inddragelsen meningsfyldt og relevant.
HVORDAN BINDER VI VALBY SAMMEN?
Valby er som bydel kendetegnet ved at have mange, store trafikale årer, der deler bydelen op og afgrænser de enkelte områder fra hinanden. Valby Lokaludvalg vil arbejde for, at Valby på trods af disse trafikale forhold bliver ved med at opfatte sig som en samlet bydel med en fælles identitet.
Det er derfor essentielt, at vi hele tiden har fokus på at udvikle de trafikale forhold i Valby, så de understøtter behovene for at skabe sammenhængende passager mellem de trafikalt opsplittede øer i Valby. Det handler om at få trafikken til at flyde bedre, om grøn mobilitet og om at understøtte eksisterende og fremtidige behov for bedre trafikale rammer for både den bløde, hårde og tunge trafik.
Den fælles Valby-identitet handler om meget mere end trafik, og Valby Lokaludvalg vil derfor arbejde med en række projekter indenfor grønne områder, kunst og kultur, unge og frivillighed, ligesom vi løbende vil engagere os i igangværende byudviklingsprojekter som Ny Ellebjerg Station, Toftegårds Plads og området ved Rytterskolen og Skolegade, der ikke direkte indgår i bydelsplanen.
Lokaludvalget vil i samarbejde med en række lokale kulturaktører desuden arbejde på at udvikle Valby Kulturdage, så arrangementet ligesom bydelens øvrige kulturfester også i fremtiden kan indgå i skabelsen af en fælles Valby-identitet. Løbende projekter som Valbi-planen er naturligvis også fortsat en del af vores arbejde.
Visionen om en fælles identitet for Valby understøttes således særligt af de
indsatsområder og projekter, som er beskrevet i denne bydelsplan, men også af en række allerede eksisterende aktiviteter. Lokaludvalgets principper for borgerinddragelse og vores strategiske retningslinjer for udmøntning af puljemidler indgår begge som væsentlige værktøjer i arbejdet med visionen. De beskrives derfor kort, inden vi præsenterer planens indsatsområder og konkrete projekter.
Lokaludvalgets principper for borgerinddragelse
Vis alle
1
Valby lokaludvalg arbejder med at videregive information om tiltag og projekter relateret til Valby, så borgerne bliver klædt på til at engagere sig i debatter og beslutningsprocesser.
2
Valby Lokaludvalg konsulterer Valbyborgerne for at indsamle holdninger og ideer til udviklingen af Valby som bydel i København. Vi tilpasser løbende vores form på inddragelsen med ambitionen om at skabe udvikling mod større og mere meningsfulde inddragelsesprocesser. Vi vil bruge en kombination af fysisk og digital borgerinddragelse med målet om at engagere og aktivere flere lokale københavnere.
3
Vi sigter mod en højere borgerinvolvering som følge af en øget kommunikation til forvaltning og Borgerrepræsentationen. Denne tovejskommunikation vil vi styrke gennem at følge op på input og feedback. Det er en forudsætning for, at denne udvikling kan ske, at Københavns Kommune afsætter tid til inddragelsesprocesser og skaber tydelige rammer for, hvor indflydelse er mulig.