Vision

Valbys femte bydelsplan 

Dette er den femte bydelsplan for Valby og den første, der er udarbejdet under det nye regulativ for lokaludvalg, der fremhæver samarbejdet med de lokale københavnere som en krumtap i lokaludvalgsarbejdet. Valby Lokaludvalg har en lang tradition for at arbejde tæt sammen med både borgere, forvaltninger og politikerne i Borgerrepræsentationen. Den tradition viderefører og udvikler lokaludvalget blandt andet gennem bydelsplanen, der baseret på fakta om Valbys karakteristika, behov og interesser udpeger en samlet vision for lokaludvalgets arbejde de næste fire år.

Lokaludvalget bringer lokale interesser og behov videre til Borgerrepræsentationen og sikrer løbende, at lokale synspunkter indgår i den politiske behandling. I bydelsplanen kan vi sætte langsigtede mål og arbejde strategisk med indsatsområder og konkrete projekter under den samlende vision, der sikrer fælles retning. I vores sidste bydelsplan indgik udviklingen af Toftegårds Plads som planens særligt prioriterede flagskibsprojekt. Lokaludvalget havde på det tidspunkt allerede arbejdet med projektet i et par år, og i løbet af planens løbetid blev finansieringen fundet. I løbet af de næste par år bliver pladsen renoveret og Valby får et nyt bibliotek.

Bydelsplanerne fungerer således både som et operationelt, fokuseret arbejdsredskab for lokaludvalgets arbejde i bydelen og som dialogredskab med forvaltninger og politikere om bydelens  udvikling. Kommunens forvaltninger er forpligtet til at orientere sig i bydelsplanen og inddrage lokaludvalget i indsatser, der har betydning for den.

Kriterier og afgrænsning

Vis alle

Kriterier og afgrænsning

Lokaludvalget har ligesom i sidste bydelsplan valgt at arbejde med en samlende vision og en række indsatsområder og konkrete projekter, der spiller direkte ind i visionen. 

Ikke alle projekter egner sig til en bydelsplan. Nogle kan være for små, andre for store. Vi har prioriteret et mindre antal, der dækker hele lokaludvalgets virkefelt, og som samtidig er af væsentlig relevans for bydelens udvikling og realistiske at gennemføre helt eller delvist i løbet af de næste fire år.

Bydelsplanen er dynamisk, og vi kan derfor tilføje projekter undervejs, ligesom vi løbende følger byudviklingen og altid kan tage sager op, der ikke indgår i bydelsplanen. Det kan være sager som metroprojektet, der ikke er en sag, der besluttes af Københavns Kommune, men hvor vi søger indflydelse hos Metroselskabet som den naturlige, lokale samarbejdspartner.

Valbys egenart

Valby forandrer sig fortsat. I seneste bydelsplan 2017 beskrev vi, hvordan gamle industriområder var godt på vej til at blive nye bydele, og udviklingen fortsætter omkring FL Smith-området, på Fengergrunden og ved Ny Ellebjerg Station (nu København Syd Station). De nye boligområder, København Syd Station, renoveringen af Toftegårds Plads og den kommende udvikling af Valby Idrætspark bidrager på forskellig vis til, at Valbys centrum forskydes mod syd. Det kræver et fortsat fokus på infrastruktur, herunder sikre skoleveje.