Overførselssagen er landet - se hvad vi får

Valby får bl.a. ny kunst på Hanne Varmings Plads, forbedrede udendørsarealer ved Vigerslev Allé Skole, bedre trafiksikkerhed ved Valby Skole og nye analyser af Valbyparken og Idrætsparken.
Drømmegavlen ved Gadekærvej

Københavns Kommunes overførselssag for 2025-2026 er nu på plads. Aftalen fordeler midler fra sidste års overskud til nye initiativer i byen – og hele 36,5 mio. kr. får ben at gå på i Valby.

Her er overblikket over, hvad der konkret er på vej i bydelen.

Emma får en plads i Valby

Et af de mest synlige tiltag er, at vi får kunstværket “Emma på bænken” på Hanne Varmings Plads.

Der er afsat 0,4 mio. kr. til, at vi i Valby Lokaludvalg kan anskaffe værket, som er skabt af billedhuggeren Hanne Varming – den kunstner, som pladsen er opkaldt efter.

Kunstværket bliver et nyt samlingspunkt og giver pladsen en tydelig identitet med rødder i Valbys egen kunsthistorie. Og så forestiller det en pige, hvilket desværre er et sjældent syn i Københavns gader, hvor der er tydelig overrepræsentation af mandlige motiver. 

Vigerslev Allé Skole får nyt udeareal og legeplads

Der er afsat 24,3 mio. kr. til reetablering af udearealer og legeplads på Vigerslev Allé Skole samt udbedring af kloakforhold. Det er en stor og kærkommen investering i skolens fysiske rammer.

Bedre trafiksikkerhed ved Valby Skole

Der er afsat 2 mio. kr. til at forbedre forholdene ved Valby Skole på vejen Ved Ovnhallen.

Her etableres et overkørbart fodgængerareal mellem cykelsti og kørebane, som skal gøre det tryggere – særligt for børn og unge på vej til og fra skole.

Første skridt mod klubhus til Valby United

Valby United kan se frem til et vigtigt første skridt mod bedre faciliteter.

Der er afsat samlet 2,2 mio. kr. til at undersøge mulighederne for at etablere et nyt klubhus ved Kirsebærhavens Skole. 

Nyt inventar på Kirsebærhavens Skole

Planerne om en ny skole på Torveporten og ombygninger af Kirsebærhavens Skole og Lykkebo Skole som basisskoler blev tidligere besluttet annulleret, og der tilbageføres derfor 70,8 mio. kr. til kommunekassen. Samtidig afsættes der 7 mio. kr. til inventar på Kirsebærhavens Skole for at sikre bedre undervisningsforhold.

Bavnehøj Idrætsanlæg får nyt hegn og port

Der er også afsat 0,6 mio. kr. til en ny hegnsløsning og port på Bavnehøj Idrætsanlæg. 

Tiltaget hænger sammen med den planlagte genopretning af kunstgræsbanerne og skal være med til at sikre anlægget bedre efter foreningsbrug. Formålet er blandt andet at forebygge hærværk og skader.

Valbyparken og Valby Idrætspark er også i spil

Kommunen vil frem mod budget 2027 undersøge, hvordan parken kan udvikles til et bedre sted for koncerter og festivaler inden for fredningens rammer. Samtidig skal reglerne for musik i parken genbesøges.

Det er ikke en beslutning om flere arrangementer endnu, men et skridt i retning af at afklare mulighederne.

Derudover er udviklingen af Valby Idrætspark fortsat på dagsordenen. I denne omgang skal der udarbejdes en samlet finansieringsplan frem mod budget 2027.

 

Overførselssagen rummer både konkrete forbedringer, som snart kan mærkes i hverdagen, og analyser, der peger frem mod større ændringer i Valby.

For os er det særligt vigtigt, at vi nu har fået et afgørende tilskud til at realisere “Emma på bænken” - et lokalt forankret kunstværk, som vi glæder os til at bringe til bydelen.

Læs hele aftaleteksten for Overførselssagen 2025-2026